Nordtyskland forbindes ofte med autobahn og taxfree-butikker, men området har mere at byde på. Bare 60 km fra Rostock, midt i det nordtyske sø-distrikt, kan man spille golf i smukke omgivelser.

»KVAAAAK«. Frøens glade kvæk får det til at give et spjæt i mig, som jeg sidder der i egne tanker i gårdhaven til Van der Valk Golfhotel Serrahn en solrig eftermiddag med en skummende weissbier foran mig. Efter en lang dag med først 18 huller på resortets kuperede golfbane og dernæst en timelang gåtur langs Krakow-søens bredder.

Vi er 60 kilometer fra Rostock og 180 fra Berlin, og bare ti minutter i bil herfra hamrer en uendelig stribe af biler af sted på autobahn.

Men dem hører man ikke herude. Her er det, som om tiden er gået i stå for aldrig at gå i gang igen. Det er sjældent at møde en bil på de smalle veje, og her i foråret vandrer man gennem uendelige gule rapsmarker og blomstrende hvidtjørn.

Men tilbage til gårdhaven. Gårdhaven på det fire-stjernede Golfhotel Serrahn er i flere sektioner med damme, springvand, masser af blomster og buske, store parasoller til solstegte golfere, udsigt til hotellets gamle mure og 18. huls green.

I ny og næ holder cyklister eller vandrere pause her i oasen – eller golf-folket lejer et par af de robuste cykler, der står i stativet.

Hotellet er ejet af den hollandske hotelkæde Van der Valk, der har hoteller i en række lande, men det solide tyske præg er tydeligt. Her er kun 34 værelser, heraf et par suiter i tårnet, så i ydersæsonerne er der fred og ro og en hyggelig stemning til både morgen-buffet og aftenens middag – tag udestuen, hvis der er plads.

Og book endelig turen med halvpension. Ganske vist er der flere restauranter at vælge mellem på søsterhotellet i Linstow 6 km væk, men efter en grundig morgen-buffet på Serrahn kan man stort set klare sig til om aftenen, hvor der serveres tre retter. Og glem eventuel skræk for den tunge, tyske madtradition – det er glimrende mad.

Omgivelserne er et hole-in-one

Hovedgrunden til at vælge Golfhotel Serrahn er naturligvis golfen. Som meget bekvemt foregår i gåafstand fra hotellet. Man går ned ad indkørslen og over vejen ved hotellets tårn, og så er man ved både driving-range og første tee-sted. Perfekt.

Driving-rangen er et smukt sted at starte: Tee-stederne ligger ti meter over landingsområderne med fabelagtig udsigt over Krakow-søen, markerne og de små landsbyer på den anden side. Brug endelig tid her.

Så er der selve banen. Indtil for to år siden kunne Serrahn kun tilbyde ni huller, men i 2012 stod det nye 18-hullers anlæg klar.

Fairways ligger ganske tæt på hinanden, og indtil man kender banen, kan forløbet af hullerne være lidt forvirrende. Men herlighedsværdien fejler ikke noget. Især på de første 12 huller. Fra de fleste huller er der udsigt til søen, og 4. hul ligger ekstra spektakulært: Green ligger på en halvø ude i søen.

Med sine godt 5.000 meter fra gul tee er banen ikke lang, til gengæld er man udfordret af højdeforskelle, smalle fairways og irriterende sej rough, hvis man forvilder sig derud, og det gør man. Greens er kuperede, store og svære at læse – og i øvrigt ikke alle i tip-top stand.

Man skal altid se sig for på en golfbane, da vi besøgte Serrahn, var vi imidlertid de første på banen, og når man har det hele for sig selv, er der ingen problemer med andre spillere.

Men når banen er fyldt godt op, er det nødvendigt at holde øje med andre spillere, for fairways ligger som nævnt tæt og et par steder ligger tee-steder meget tæt på en green.

Efter 12. hul er det slut med udsigt til søen. 13. hul ligger på den anden side af hotellet, og man smutter over den lille vej og rundt om en sø ved restauranten.

Har man kæmpet lidt med spillet indtil nu, er her godt nyt: De sidste seks huller er ret korte og en kærkommen opmuntring til en som mig, der ikke slår så langt.

Til gengæld er her ikke så flot som ude ved søen. Man må nøjes med de levende hegn, der adskiller fairways og udsigt til skovbrynet. Samt fra 18. green udsigten til den føromtalte gårdhave, hvor en flok tyske golf-turister sider med store glas med iskoldt øl efter deres runde.

Dér sidder vi om lidt, for der må nydes, når der er ydet.

Rejseinfo

Transport: Kommer man fra Sjælland, er det oplagt at sejle med Scandlines Gedser-Rostock. Fra Rostock er der kun ca. 70 kilometer til Serrahn ad autobahn A19. Returpris for bilen ca. 700 kr. for billet, der kan ændres.

Ophold: En pakkerejse til Serrahn koster 3.150 kr. for tre overnatninger, halvpension og fri golf. Derudover gratis benyttelse af sauna-faciliteterne på Van der Valk-resortet i Linstow.

Info: serrahn.vandervalk.de