Sving dig mellem trækronerne i landets første "Go High" aktivitetsbane på Kragerup Gods nær Slagelse.

De findes rundt omkring i Europa, de såkaldte "Go High" baner, hvor man iført forsvarlige sikkerhedsliner kravler, svinger og suser rundt højt over jorden mellem træernes kroner.

Læs også: Danske attraktioner i topklasse

Nu kan man også få fornøjelsen herhjemme og mærke suset over Sjælland. Først i september åbner landets første Go High bane på Kragerup Gods nær Slagelse.
Det franske firma Amazon-Adventure, som står bag 32 andre baner i Europa og har projekteret i alt et halvt hundrede i hele verden, har bygget den halvanden kilometer lange bane, der har 41 forskellige udfordringer i 5 til 30 meters højde.

"Man behøver ikke at være super sportsmand for at "go high" og blive udfordret på balance, koncentration, og udholdenhed. Banen har forskellige sværhedsgrader, og man kan selv vælge tempo og niveau," fortæller godsejer og hofjægermester Birgitte Dinesen, Kragerup Gods.

Tre sværhedsgrader
Den grønne bane, også kaldet familiebanen, har forholdsvis kort imellem pauseplatformene, og banen er max. 10 meter høj.

Udfordringen på den blå bane er lidt større, og der er længere imellem pauseplatformene. Her ligger banen mellem 10 og 20 meter.

Den ekstreme bane er både højere og længere og kræver lidt mere. Her er bl.a. en 260 meter lang svævebane fra 30 til 20 meters højde, hvor der er en fantastisk udsigt over terrænet.

"Ja der er panoramaudsigt helt til Storebæltsbroen", bemærker Marianne Dinesen.

Kragerup Gods tilbyder både konferencer, teambuilding-aktiviteter og private weekendophold.
En tur i Go High banen varer typisk omkring to timer, og den skal altid bookes forud, og inden man slippes løs får man grundig instruktion og iføres sikkerhedsudstyr af uddannede instruktører.

Se også: Vild actionferie i Østrig