Få timer fra Vancouvers pulserende byliv findes en helt anden verden. En verden, hvor bjørnene er konger og hvaler og sortglinsende spækhuggere hersker i havet.

Det skramler i buskadset på min højre side. Jeg kan mærke mit hjerte slå en lille smule hurtigere. Vores guide, som går i waders i det lave vand, stopper op og gør tegn til, at vi skal være stille. Det er nu ikke nødvendigt – vi er musestille i forvejen. Den skramlende lyd kommer tættere på, og med ét dukker en stor brun grizzlybjørn frem af buskadset. Den trasker ud i floden, tilsyneladende helt upåvirket af vores tilstedeværelse.

Men det er ikke dén bjørn, der har lavet alt postyret – det er hendes fire små unger, der lystigt lunter, hopper og halvt vælter over deres egne ben ned ad skrænten og ud i vandet bag hende.

Selv om de ikke er meget større end en cocker spaniel, har de slet ikke lært at begå sig lige så elegant og lydløst som deres mor endnu.

Vores guide spærrer øjnene op: »En mor med fire etårsunger – det har jeg hørt om, men aldrig set.«

Ordene kommer fra en mand, som er vokset op midt i den vilde natur i British Columbia på Canadas vestkyst.

Over bjerglandskab i vandflyver

Eventyret begynder dagen før, en strålende solskinsdag i september, hvor jeg i en lille vandflyver med kun to andre passagerer og piloten flyver fra byen Campbell River, der kalder sig »Salmon Capital of the World«, på Vancouver Island.

Vi flyver i lav højde hen over et bjerglandskab med fyrretræer og hundredvis af små fjorde, på vej nordpå til fjorden Knight Inlet.

Her lander vi, overraskende blidt for, hvordan jeg havde forestillet mig en vandflyver lander, på fjorden.

Foran mig venter fire dage uden wifi, dækning på mobilen eller tv, til gengæld med lovning om naturoplevelser af den allermest sublime karakter.

Den faste base skal være Sailcone Grizzly Bear Lodge på Minstrel Island. Her er plads til 10 gæster – lige nu er lodgen ikke fuldt optaget, så der er god plads ved det runde spisebord i køkkenet, hvor alle gæster spiser sammen, og den udendørs jacuzzi på terrassen, hvor man sidder under stjernerne om aftenen.

Personalet er venlige og jeg føler, jeg er blevet inviteret direkte ind i den lille familie, der driver stedet. Men endnu mere i fokus er naturen og dyrelivet. Det er jo derfor, at jeg – og de andre gæster, som i disse dage er fra Skotland, Italien, USA og ja, Danmark – er kommet. Vi er blevet lokket med grizzlyer, sorte bjørne, pukkelhvaler – og ikke mindst spækhuggere. Og forventningerne er høje. Men samtidig ved vi også, at vi ikke er på besøg i en zoologisk have.

Det er vilde dyr, og vi skal se dem på deres præmisser – på deres hjemmebane. Der gives ingen garantier.

Bjørnetur

Dagene begynder tidligt. Vi bliver vækket til overdådig morgenmad ved 6-tiden, så vi allerede kl. 7 kan stikke næsen udenfor i den friske morgenluft. Her er ingen overflødig CO2 – kun blåt vand og bjergene, der knejser, ligegyldigt hvilken retning, man vender sig i.

I små grupper på 2-4 gæster tager vi med en guide ud i en lille 17-fods speedbåd.

Og i dag er det altså på bjørnetur.

Grizzlyer og sorte bjørne bor i skovene langs med fjordene her i det vestlige Canada, og i september er de til årets fest på grund af de millioner af laks, der søger fra havet op ad fjordene for at gyde.

Første stop på vores tur efter en lille times sejltur imellem fyrretræsbeklædte bjergsider er en udsigtsplatform, som er opført lige ved en gydekanal.

Her er vi et par timer. Ser en hunbjørn med to store unger boltre sig i vandet og en ensom ungbjørn, der tilsyneladende har besluttet, at dette skal være dagen, hvor den lærer selv at fange en fisk, frem for at spise de rester, som andre bjørne har efterladt.

Det er noget af et syn: 300 kg bjørn, der efter at have brugt lang tid på at udse sig en særligt fed laks beslutsomt, men ikke videre elegant, kaster sig forover i en maveplasker og klapper sine store labber sammen – kun for øjeblikket efter noget forbløffet at se selvsamme laks svømme ubekymret videre et par meter væk.

Der er dog rigeligt med fisk at tage af, og efter et par forsøg lykkes det for den unge bjørn at fange sin morgenmad.

Tilbage ved fjorden bevæger vi os op til en flodmunding, hvor guiden ved, at bjørnene tit krydser over.

Fra udsigtsplatformen kan man se bjørnene på meget tæt hold - og de kan betragte turisterne. 
Fra udsigtsplatformen kan man se bjørnene på meget tæt hold - og de kan betragte turisterne.  Foto: Britt Maria Christiansen
Vis mere

Denne del af turen foregår i en lav, åben båd, som vi sidder i, mens vores guide trækker i vandet langs flodens bred, og det er her, vi bliver velsignet med synet af moren med de fire unger. Men selv om de nuttede pelstotter tager medaljen som dagens højdepunkt, vrimler det bogstaveligt talt med bjørne i området, hvor floden indsnævrer sig.

De kommer ud af buskadset fra flere forskellige sider, og ofte må vores guide trække båden over til den anden bred. Han sørger dog for, at vi hele tiden holder behørig afstand til de store dyr – både for deres og vores egen skyld. Som han siger, da vi fulde af ærefrygt sejler tilbage mod lodget,

»Det er en god dag at spotte bjørne, når man skal flytte sig for ikke at stå i vejen.«

Tilbage på terrassen foran lodgen deler vi dagens oplevelser med den anden gruppe gæster, der har været på hvaltur.

Gæsterne er ofte amatørfotografer, og det er nemt at forstå, hvorfor de kommer her. Det kan næsten ikke lade sig gøre at komme hjem uden fantastiske billeder, om ikke andet er motiverne fantastiske.

Næste morgen ligger tågen tykt og lavt over vandet, da vi vender næsen og speedbåden østpå og sejler ud mod det noget bredere stræde, JohnstoneStrait, der løber mellem Vancouver Island og fastlandet.

Det er her, delfiner, pukkelhvaler og spækhuggere holder til.

Jeg tænker, at vi næppe får noget at se i denne ærtesuppe, men guiden forvisser os om, at tågen nok skal lette. Den ligger dog stadig tyk, da ryggen, puklerne, på to pukkelhvaler dukker op af vandet blot 10-20 meter fra vores båd.

I en lille båd midt i Johnstone Strait er det en ærefrygtindgydende oplevelse at se de store spækhuggere helt tæt på.
I en lille båd midt i Johnstone Strait er det en ærefrygtindgydende oplevelse at se de store spækhuggere helt tæt på. Foto: Britt Maria Christiansen
Vis mere

Hvaler, delfiner og spækhuggere

Guiden fortæller, at hvalerne kan blive op til 16-17 meter lange, og vurderer, at det er en mor med sin unge, vi har fundet.

Jeg holder vejret, da de med stoisk ro svømmer forbi os, betragter krusningerne på vandet og sender en stille tak ud i universet for at have fået lov at se sådan et syn.

Da alt sker på dyrenes præmisser, følger vi ikke de samme dyr i længere tid. Vi sejler videre i tågen, der nu er ved at lette, og får snart følgeskab af en flok på 100-150 delfiner, der begejstret springer foran, langs med, og i kølvandet på vores båd. Vi er lige midt i flokken.

Dagens højdepunkt indtræffer dog et par timer senere, da vi finder den flok spækhuggere, som vores guide vidste burde befinde sig i området.

Han får øje på dem længe før os andre, som ikke rigtig ved, hvad vi skal kigge efter.

Først en vandsøjle op i luften.

Så en prustende lyd, når dyret sprøjter vand og luft ud af blåsthullet på ryggen.

Derefter den sorte rygfinne.

Med ærefrygt og hjertet oppe i halsen

Flokken på 7-8 spækhuggere kommer hen imod os. Jeg ved, at de ikke er hajer, og at spækhuggere i det fri aldrig har angrebet mennesker. Alligevel er det med ærefrygt og hjertet helt oppe i halsen, at vi ser de store sorte dyr nærme sig. Nu så tæt på, at vi kan se den karakteristiske hvide plet på siden af dem.

Men i stedet for at banke direkte ind i båden dykker de elegant nedenunder og dukker op igen 5-10 meter på den anden side af båden.

Efter en hel dag i den lille speedbåd sejler vi tilbage mod lodgen, ingen i båden siger noget. Der findes ikke nogen ord, som kan yde det, vi har set denne dag – og dagen før – retfærdighed.

På lodgen nævnte personalet, at mange gæster er tidligere gæster. Jeg kommer også til at vende tilbage.