Voldsom og aggressiv adfærd i fly verden over bliver et stadig større problem.

Fra 2014 til 2015 steg antallet af hændelser med uregerlige passagerer i luften til 11.000 indberetninger med en stigning på 17 procent.

Ifølge rejsesitet standby.dk måtte næsten halvdelen af de 265 luftfartsselskaber, der er med i International Air Transport Association, omdirigere et fly inden for de seneste 12 måneder på grund af episoder med rejsende.

Senest har en SAS-passager, en 50-årig mand fra Litauen, fået 30 dages ubetinget fængsel ved Københavns Byret. På en flyvning fra Shanghai blev manden meget beruset, og da kabinepersonalet så at sige satte proppen i, truede han med at bombe SAS.

Sager tages meget alvorligt

Ikke nok med fængselsopholdet, så kommer han heller ikke ud at flyve med SAS igen, ligesom han givetvis også får svært ved at få plads hos andre selskaber.

»I luftfartsbranchen tager vi sager som den med den litauiske mand meget alvorligt«, siger Marim Skovfoged, der er pressechef for SAS i Danmark, og fortsætter:

»Alle har vi jo selvfølgelig en interesse i, at den slags passagerer ikke kommer om bord igen, og vi taler naturligvis sammen.«

Trods de alarmerende tal fra IATA, så er der hos SAS heldigvis langt mellem de mest alvorlige sager:

»Vi har 29 millioner passagerer årligt og trods alt kun 10-20 alvorlige sager, hvor politiet inddrages. Men problemet er stigende,« siger hun.

Hos charterselskabet Spies oplever man ikke, at problemet med urolige passagerer er stigende som hos flere udenlandske selskaber:

»20 sager ud af 2,5 millioner passagerer er få, men vores besætninger er også specielt trænet til at håndtere sådanne situationer – ikke kun psykologisk, men også fysisk, hvis en passager skal passificeres. Til det formål har vi plasticstrips om bord,« forklarer selskabets pressechef, Torben Andersen.

Beruselse er årsagen

Oftest skyldes balladen i højderne, at passagerer er berusede. Men det bliver de ikke af de mængder, kabinepersonalet serverer:

»Problemet opstår, hvis gæsterne f.eks. i smug drikker den spiritus, som de har købt i den toldfrie butik i lufthavnen,« forklarer Torben Andersen.

Spies er en del af Thomas Cook koncernen, og her viser helt friske tal, at selskabet i årets første måneder har uddelt 13 advarsler til uregerlige passagerer. En er blevet nægtet udrejse, og syv er blevet nægtet hjemrejse. I de i alt 21 sager har det tre gange været nødvendigt at lægge en passager i ’håndjern’ – de såkaldte plasticstrips. Hos IATA opfordrer man til, at hele luftfartsbranchen hjælper med til at undgå berusede passagerer – også i lufthavnene, hvor man ofte er flittige med udskænkningen. Enkelte udenlandske lufthavne og f.eks. selskabet Jet2.com har fulgt opfordringen en smule ad vejen ved at forbyde servering af alkohol før kl. 8 om morgenen.