»Det er næsten som at være i Lauras køkken i »Matador«,« udbryder min hustru, da vi går ind i det store, men usædvanligt hyggelige køkken på Juelsberg Slot ved Nyborg.

Næste side: Det sker & 3 Andre slotte på Fyn

På det gamle jernkomfur står en Madam Blå som den, Laura og Agnes plejede at drikke kaffe fra, på væggene hænger tallerkenrækker, køkkenskabene er malet i almueblå, og overalt pynter små porcelænskander, fade, skåle og lysestager med levende lys.

»Jo, bortset fra, at det her køkken altså er  cirka 170 år ældre end Lauras, og at der var omkring 20 mennesker, der arbejdede her,« smiler Lise-Lotte Juel.

Køkkenet befinder sig i en af Juelsbergs fløjbygninger,  og når maden var færdig, måtte tjenestepigerne småløbe tværs over den store gårdsplads til hovedbygningen balancerende med fade og skåle, så retterne ikke blev kolde, inden de nåede herskabernes bord.

Og at der var travlhed på slottet dengang, vidner de godt slidte trapper og gulve her i fløjbygningen, der også husede de mange kvindelige tjenestefolk, som havde deres levebrød på slottet i dets velmagtsdage, om.

»Flere gæster har spurgt, hvorfor vi dog ikke fået renoveret gulvene og trapperne, men dels så må vi slet ikke, fordi slottet er fredet, og dels så synes jeg, at det kun er charmerende, at man kan fornemme de mennesker, der engang har levet her,« siger Lise-Lotte Juel.

Og det kan man kun give hende ret i. En del af fascinationen ved at gå rundt i omgivelser som disse er da netop at forestille sig hverdagslivet, som det udpandt sig i gamle dage. Tjenestepigerne, der trætte efter dagens arbejde med tøjvask og gulvskrubning slæbte sig op ad trapperne til deres værelser, karlene, som med sved på panden og i bagende solskin svingede leerne  på slottets kornmarker for at få høsten i hus, stalddrengene, der sled i det for at holde hestenes seletøj rent og blankpudset.

Selv bor Lise-Lotte Juel sammen med sin mand, hofjægermester Erik Juel, i Juelsbergs 1.500 kvadratmeter store hovedbygning fra 1776. I vor tid er der ikke længere tjenestefolk, land- og skovbruget, der hører til slottet, er effektiviseret, og håndværkere er nogle, man hyrer fra opgave til opgave, så fortidens hektiske leben er en saga blot.

»Det er selvfølgelig meget plads til kun os to mennesker, men vi får tit besøg af vores børn og børnebørn, og så kommer der noget mere liv derovre,« siger hun.

Mens hovedbygningen er privatområde, så har Lise-Lotte Juel omdannet fløjbygningen til en Bed & Breakfast med seks værelser, og selv om den i modsætning til resten af slottet er åben for offentligheden, så har man alligevel fornemmelsen af at være i et privat hjem.

Det skyldes, at Lise-Lotte Juel har indrettet hver af de seks værelser med møbler og indbo, som gennem tiderne er blevet anvendt på slottet. Her er ingen smarte, nye designermøbler, men derimod godt brugte, men stadig elegante, himmelsenge, kommoder og skabe i ædeltræ, indrammede spejle, marmoropsatser og lignende.  

Hvert af de seks værelser – der har blomsternavne som »Viol« og »Orkidé« – er indrettet i forskellig stil, så man kan vælge, om man vil overnatte i et super romantisk prinsesse-kammer med hvid himmelseng og flødefarvede møbler eller måske i en mere maskulint indrettet værelse, der er som hentet ud af en krimiserie fra 1930ernes sydengelske landsbymiljø.

Stemningen af hjemlig hygge understreges yderligere af, at man selv kan gå ned i køkkenet og lave sig en kande kaffe eller hente en flaske vin. Man skal bare huske at lægge penge i en tallerken, der står på et af køkkenbordene.

Når man bladrer lidt i gæstebogen, der ligger inde i opholdstuen, hvor der er et sofaarrangement, bøger til fri afbenyttelse og et lille tv, som vi dog aldrig fik til at virke, så er det da også netop følelsen af at være mere end en sædvanlig hotelgæst, der går igen i de mange rosende hilsener fra både danskere og udlændinge.

Mange skriver, at det var spændende at opholde sig i de historiske omgivelser, men endnu flere nævner, hvor glade de har været for den fredelige og uhøjtidelige stemning, der hersker, selv om man er på så fornemt et sted.

Og det er ikke tilfældigt. Juelsberg Slot er ikke økonomisk afhængig af indtægten fra Bed & Breakfast’en, men får sine hovedinkomster fra blandt andet land- og skovbrug, udlejning af en række huse og ejendomme samt den nærliggende Sct. Knuds Golfklub. 

Juelsberg Slot Bed & Breakfast er vel mest af alt et hyggeprojekt, og derfor er Lise-Lotte Juel meget bevidst om, hvem hun foretrækker som gæster.

»De fleste, der kommer her, er par på +50 år, som er fascinerede af de historiske omgivelser, og som i et par dage nyder den fred og ro, der hersker her, og bruger stedet som base for ture ud på Fyn. Vi tager ingen børn under 8 år, for det er bare kedeligt for dem, og så løber de op og ned ad gangen og forstyrrer de andre gæster. Jeg er heller ikke så begejstret for de gæster, der er til konference inde i Nyborg og så bare bruger slottet som et sted, hvor de lige kan overnatte mellem møderne,« siger hun.

Og selv om Juelsberg Slot naturligt nok får mange forespørgsler på, om man kan holde bryllupsfester i de romantiske og stilfulde rammer, så er svaret nej. Det er forbundet med for meget besvær, synes Lise-Lotte Juel.

Til gengæld må man hjertens gerne gå en tur i den 28 tønder  land store park i engelsk stil, der hører til slottet. Så det gør min hustru og jeg.

For alle os, der ikke er vokset op på landet, kan det være svært at bedømme, hvor meget 28 tønder land lige er, men man kan roligt sige, at det er meget.

Næste side: Det sker & 3 Andre slotte på Fyn