Det kunne være et hvilket som helst telegram til en hvilken som helst mand. Men det er det ikke. Det er verdenshistorie. Sendt 17. december 1903, fra Kitty Hawk på den amerikanske østkyst, af Orville Wright til sin far Bishop Wright hjemme i den amerikanske midtvest. Det lyder:

»Fire succesfulde flyvninger torsdag morgen i kraftig modvind. Startede ved motorkraft alene og fløj 57 sekunder. Informer pressen. Hjemme til jul.«

Ingen ekstatisk jubel. Ingen klappen sig selv på skulderen. Bare fakta. Med det telegram offentliggjorde Wright-brødrene, at de havde åbnet et nyt kapitel i historiebøgerne. Kapitlet om luftfartens historie. Med den 57 sekunder lange flyvning i et tungere-end-luft fartøj havde de foretaget verdenshistoriens første kontrollerede og motordrevne flyvning. Med koden knækket lå vejen åben for fly og flyvning, som vi kender det i dag.

Men det var netop det at knække koden, der havde sendt andre flypionerer enten i døden (som tyske Otto Lilienthal og britiske Percy Pilcher) eller på afveje. For både motorteknologien til fremdrift og vingeteknologien til opdrift eksisterede. Men hvordan man kontrollerede de to, så man ikke var overladt til held og vindforhold, når først man var kommet i luften, det havde ingen haft held til. Ikke før den decemberdag i 1903, på en øde sandbanke ud mod Atlanterhavet.

Højt at flyve – blødt at lande

Wilbur og Orville Wright blev født i henholdsvis 1867 og 1871 i Midtvesten. I 1890erne havde de etableret en relativt succesfuld cykelfabrik, og det var pengene og den mekaniske knowhow fra cykelproduktionen, der finansierede brødrenes spirende fascination for flyvning. Orville og Wilbur Wright gik meget videnskabeligt til værks. De byggede en simpel vindtunnel for at forstå vindens bevægelse omkring en vinge, og så rekvirerede de al den information om aerodynamik, som de kunne hive ud af The Smithsonian Institute i Washington.

Men for at forstå aerodynamik i praksis havde brødrene brug for et sted at teste deres konstruktioner. Midtvesten duede ikke til svæveflyvninger, da vind- og vejrforholdene var for uforudsigelige. Efter lidt søgen kastede brødrene deres kærlighed på The Outer Banks i North Carolina på den amerikanske Østkyst. En stribe lange, sandede øer med høje klitter og en konstant frisk vind fra Atlanterhavet. De høje klitter var perfekte til at kaste sig ud fra – spændt fast til et svævefly – og sandet var blødt at lande eller styrte på.

Allerede på gåturen fra parkeringspladsen hen til besøgscenteret, der i dag ligger på det sted, hvor Wright-brødrene for første gang havde held med at flyve, forstås det, hvorfor brødrene valgte netop det sted til deres forsøg. Der blæser en frisk vind ind fra Atlanterhavet, og de store klitter troner over det ellers åbne landskab. I dag er Outer Banks relativt tæt bebygget med sommerhuse, surf shops og hyggelige caféer, men dengang var det en udørk med få indbyggere og en enkelt livredningsstation. Det var en ekstra bonus, for Wright-brødrene var ikke interesseret i at have pressen rendende, og det var ikke et sted, hvor en af datidens friske skrivekarle kunne slå tiden ihjel, mens brødrene jagtede deres gennembrud. Der skulle da også gå tre år, før de fik succes med deres forehavende.

Oplev historiens vingesus

Entréen til besøgscenteret koster den beskedne sum af fire dollar (ca. 27 kr.) for voksne. Indenfor er der en museumsbutik, en kopi af flyet Flyer One, som de fløj med i 1903 og en kopi af et af de svævefly, de lavede forsøg med før den succesfulde flyvning. Mest interessant er i virkeligheden væggen med portrætter og små beskrivelser af luftfartens store pionerer – fra Wright-brødrene selv, til Charles Lindbergh (første transatlantiske non-stop soloflyvning) og Amelia Earhart (der forsvandt over Stillehavet på sin jordomflyvning). Den sjoveste er dog John T. Daniels. I 1903 var han i tjeneste som livredder i Kitty Hawk den dag, Wright-brødrene fløj for første gang, og sammen med et par andre lokale var han troppet op for at bistå brødrene i deres forsøg på at flyve med Flyer One. Han var en af dem, der var med til at flytte flyet tilbage til udgangspunktet efter hver af de fire flyvninger. Men efter den fjerde flyvning greb en kastevind flyet, og John T. Daniels blev kastet omkuld. Han fik en række knubs og blev dermed den første tilskadekomne i et flyuheld i verdenshistorien. Flyet fik ved samme lejlighed en række skrammer, så det kom ikke mere op at flyve den dag. Men der var historien også skrevet, og Orville Wright kunne drage ind til det lokale telegramkontor og sende de fire linjer til sin far.

Store tanker i et lille skur

Besøgscenteret giver et fint indblik i baggrunden og omstændighederne omkring brødrenes forsøg på at blive de første flyvere i historien. Men det er udenfor, at historien opleves bedst. 100 meter fra besøgscenteret står der to små undseelige skure i træ på hver cirka 30 kvadratmeter. De er rekonstruktioner af Wrightbrødrenes oprindelige skure, og de viser, under hvilke forhold mennesket knækkede koden bag moderne, motordreven flyvning. Det ene har en primitiv ovn, et skrivebord, et spisebord og to senge, og det andet skur er værkstedet, hvor flyet blev konstrueret og samlet. En stærk kontrast til de testfaciliteter, som benyttes i moderne flyudvikling. Forestil dig en F-35 ingeniør, der mellem to udregninger lige skal smide en knude mere i ovnen for at holde varmen. Det kræver en særlig form for vedholdenhed og passion at sidde i bidende kold kuling i et skur, der får et moderne kolonihavehus til at ligne et mindre jagtslot, og tygge på aerodynamiske udregninger, mens brormand står med ståltråd, træ-lister og sejldug og hamrer i skuret ved siden af. Alt sammen for måske at lykkedes med en konstruktion, der sender dig op i luften, og som ingen garanti leverer for, at den også får dig helskindet ned igen.

Ved siden af de to skure står en række sten. De viser, hvorfra brødrene lettede og landede. Det giver et meget lavpraktisk og konkret indtryk af turene. Den første tur var kun et lille hop, men så blev de modigere. De skiftedes til at flyve, og på den sidste 57 sekunder lange flyvning tilbagelagde Wilbur 852 fod (ca. 300 meter). Og det var efter den flyvning, at John T. Daniels og Flyer One begge kom til skade oven på et kraftigt vindstød. Men da havde brødrene bevist deres teorier og udført dem i praksis. De havde foretaget verdenshistoriens første kontrollerede flyvning i et motordrevent fly, der var tungere end luft.