Med nye filialer af Det Russiske Museum og Centre Pompidou byder Costa del Sol på mere end badeferie og de klassiske tapas.

1. Det obligatoriske: Picasso-museet

Hvad: Museo Picasso Málaga
Hvor: Palacio de Buenavista
Info: www.museopicassomalaga.org

Pablo Picasso blev født og levede en stor del af sit liv i Malaga, og det siges, at han lang tid før sin død i 1973 selv udtrykte ønsket om, at der med tiden måtte etableres et museum med hans værker i hans fødeby.

Siden 2003 har man kunnet se en stor samling af hans kunst på Picasso-museet, der er grundlagt i The Buenavista Palace fra 1500-tallet midt i byen.

Bygningen, der blev fredet i 1939, er med sine søjler og atriumgård en oplevelse i sig selv, og med store ovenlysvinduer og et særligt fokus på dagslys får man her en helt særlig Picasso-oplevelse.

Samlingen, der består af 285 malerier, tegninger, grafikker, skulpturer og andet kunsthåndværk, er blandt andet doneret af Christine og Bernard Ruiz-Picasso, kunstnerens svigerdatter og barnebarn, med støtte fra den andalusiske regering. Værkerne spænder over hele kunstnerens livslange register - fra hans »blå periode« til hans parisiske cirkusbilleder, der afløstes af kubismen og surrealismen.

2. Det nye: Centre Pompidou

Centro Pompidou Málaga.
Centro Pompidou Málaga. Foto: Mille Collin Flaherty
Vis mere

Hvad: Centro Pompidou Málaga
Hvor: Pasaje Doctor Carrillo Casaux
Info: www.centrepompidou-malaga.eu

I marts åbnede den Paris-baserede kunstinstitution en pop-up-filial i Malaga. Kontrakten lyder på fem år - med mulighed for forlængelse.

Centret i Malaga er placeret under den spektakulære “Cubo” i glas, der er opført i det nyrestaurerede havneområde. Kubens glassider er, særligt i forbindelse med Centro Pompidou, dekoreret af farvede firkanter af konceptkunstner Daniel Buren, og når man færdes i museets udstillingshaller under jorden, sender spaniens skarpe sol stærke firkanter af rødt, gult, grønt og blåt lys ned fra overfladen. På den måde interagerer arkitekturen med kunsten, hvilket skaber en helt speciel museumsoplevelse.

Centro Pompidou Málaga kører med skiftende udstillinger og events og et fast udlån fra den permanente samling i Paris med værker af kunstnere som Picasso, Rineke Dijkstra, Tony Oursler, Frida Kahlo, Francis Bacon, Max Ernst, René Magritte, Chirico, Alberto Giacometti og Sophie Calle.

3. Det eksotiske: Det Russiske Museum

Colección del Museo Ruso.
Colección del Museo Ruso. Foto: PR
Vis mere

Hvad: Colección del Museo Ruso
Hvor: Av de Sor Teresa Prat
Info: www.coleccionmuseoruso.es

Det Russiske Museum i Skt. Petersborg, der grundlagdes i 1895 af zar Nikolaj II i Mikhail-paladset, har i år indgået en ti-årig aftale med Malaga om en forgrening i den spanske by. Malaga-filialen er anlagt i den gamle tobaksfabrik, hvor byens veteranbilmuseum i forvejen har hjemme. Det Russiske museum har en af verdens vigtigste samlinger af avantgardekunst fra det 20. århundredes start, hvor revolutionen i russisk kunst gik forud for den politiske revolution i 1917.

To af de banebrydende figurer, Marc Chagall og Vasilij Kandinskij, er begge repræsenteret på museet i Malaga, der dog ikke kommer til at køre med permanente udstillinger, men derimod med tre årlige – en, der varer hele året og to af et halvt års varighed. Colección del Museo Ruso har med en halv million (delvist fra modermuseet i Skt. Petersborg) værker af kunstnere, der udover de to førnævnte, tæller berømtheder som Kazimir Malevich, Ilya Repin, Aleksandr Rodchenko og Vladimir Tatlin, kunst nok til flere timers museumsoplevelse.

Frem til januar 2016 kan man opleve udstillingen »Russian Art. Icons of the twentieth century«, der via hundrede værker giver et indblik i udviklingen af russisk kunst i forrige århundrede og en udstilling om Pavel Filonov, der var en af de mest fremtrædende figurer i den russiske avantgarde-bevægelse.

4. Det moderne: Malagas Moderne Museum

Centro De Arte Contemporáneo.
Centro De Arte Contemporáneo. Foto: Mille Collin Flaherty
Vis mere

Hvad: Centro De Arte Contemporáneo
Hvor: Calle Alemania
Info: www.cacmalaga.eu

Malagas eget museum for moderne kunst ligger i et område kendt som Soho de Málaga i en tidligere markedsbygning. Museets permanente udstilling rummer flere end 400 værker med fokus på perioden 1950 frem til i dag - med særlig vægt på amerikansk kunst i 60erne af kunstnere som Roy Lichtenstein og Frank Stella. For selv om museet fra begyndelsen i 2003 har været i tæt kontakt med såvel det lokale som det nationale kunstmiljø, er CAC grundlagt med international kunst for øje, og niveauet er, med værker af kunstnere som Louise Bourgeois, Olafur Eliasson og Damien Hirst, højt.

Museet er, med et program der tæller workshops, events, artist talks, kunstpublikationer, undervisningsforløb og konferencer, en dynamisk institution, der i høj grad bidrager til de kulturelle luftlag i Malaga. Museets restaurant, Oleo, der er kendt for sit flamboyante fusionskøkken med opfindsomme tapas som speciale, er et hipt hangout for byens trendsettere, og hele området omkring CAC er værd at udforske for den unge, innovative stemning.

5. Det personlige: Carmen Thyssen-museet

Museo Carmen Thyssen.
Museo Carmen Thyssen. Foto: Commons.wikimedia.org
Vis mere

Hvad: Museo Carmen Thyssen
Hvor: Calle Compañía
Info: www.carmenthyssenmalaga.org

Siden 1992 har Thyssen-familiens enorme kunstsamling været åben for offentligheden i Thyssen-Bornemisza-museet i Madrid. Carmen Thyssen har dog, selvstændigt siden 80erne, opbygget en stor samling af primært spansk billedkunst fra det 19. århundrede, der i 2011 fik sit eget udstillingsted i Malaga.

Baronesse Carmen Thyssen-Bornemisza er en af verdens største kunstsamlere. Som datter af en kunstelsker og amatør-maler blev hun tidligt opmuntret af sin familie til at interessere sig for kunst. I 1965 giftede hun sig med den amerikanske skuespiller Lex Barker, som hun boede med i Californien, Italien og Schweitz indtil hans død i 1973. I 1985 giftede hun sig med Baron Hans Heinrich Thyssen-Bornemisza, en forretningsmand og kunstsamler, og med hans støtte og hjælp begyndte hun at opbygge sin egen samling, der i 2011 fik sit eget museum, der fokuserer på andalusisk malekunst.

Ved museets indvielse udtalte Baronesse Carmen Thyssen-Bornemisza: »Kollektionen er den mest essentielle del af spansk historie. I den føler man, hvad Andalusien er.« Baronesse Carmen Thyssen-Bornemisza er flere gange hædret af Den Spanske Stat for sit samarbejde og vilje til at vise og bevare den kulturskat, både hendes egen og familien Thyssen-Bornemiszas samlinger repræsenterer.