BT Rejser påmønstrede et af Middelhavets flydende hoteller for at tilfredsstille børnefamilien. Og for at teste, om en krydstogt-skeptisk far kan omvendes
Jeg har et problem. Min søn er krydstogtfan. Besat af krydstogtskibe simpelthen. Jeg har ikke tal på, hvor mange timer jeg har tilbragt småfrysende på Langelinie og ved den nye krydstogtsterminal i Københavns Nordhavn for at betragte buffeten af luksuslinere.
Selv på ferier har jeg rejst mig fra liggestole og krydset hele øer i udlejede biler, så sønnike kunne få et glimt at et særligt sjældent skib og tage et billede af det til sin cruise-profil på Instagram.
Ja, så vidt nåede interessen, og fint nok, hvad er så problemet?
Problemet er, at jeg ikke deler hans fascination af de flydende feriecentre. Jeg foretrækker at tilbringe mine ferier i en skyggefuld lænestol med udsigt til mine børn, der leger ubekymret i strandkanten. Så kan jeg læse en bog, og de kan bade for os allesammen, indtil jeg vover mig ud i solen sidst på eftermiddagen og nyder de sidste timer, før vi afgør, hvad vi skal grille til aftensmad. Jeg behøver ikke vandrutsjebaner, buffetrestauranter og butiksarkader. Jeg vil bare slappe af og passe mig selv. Og det er for mit vedkommende decideret uforeneligt med ballonklovne og calypsomusik. Alt i alt ikke noget for mig. I hvert fald ikke før invitationen til at være blandt de første gæster på verdens nye største krydstogtskib, ’Harmony of The Seas’ ramte min indboks.
Hurlumhej på hovedstrøget
Og således gik det den slagne vej, til vi en søndag formiddag sidder i en taxa mod cruise-terminalen i Barcelonas havn. Børnene er spændt helt op, og jeg må indrømme, at det har smittet lidt, for da skibet kommer til syne i bilens siderude, tager jeg mig selv i at sitre af forventningsglæde. Ikke den glæde, man mærker, når man vitterligt ser frem til noget, men den glæde, som alle forældre oplever, når de ser deres børn være sådan rigtigt.
Vel mønstret indleder vi opholdet med frokost i skibets burgerrestaurant, ’Johnny Rockets’. Derpå tager vi på opdagelse og ser hele skibet. Ud over burgerjointen er der 19 andre restauranter om bord. De fleste af dem er placeret på skibets tre hovedstrøg.
Det mest hektiske af dem hedder Royal Promenade og med sine barer, butikker og mylder af mennesker er det i den ende af hurlumhej-skalaen, hvor jeg får hvide knoer og trækker ivrigt i mine drenge for at komme videre. Allerhelst inden hele menageriet overdøves af det asiatiske fusionsjazzorkester, der troner fra en scene højt over de mange gæster.
Fordommenes holdeplads
Nu, vi er ved mine forestillinger. I mit hoved er den klassiske krydstogtspassager omkring 80 år og skindød. Jeg ser for mig, hvordan skibet som en slags sejlende plejehjem fragter amerikanske diamantbryllupspar rundt, mens deres ADHD-ramte oldebørn hiver hinanden i rottehalerne og plager om at få is lige ved siden af min liggestol. Men på krydstogter i Middelhavet skulle gennemsnitsalderen efter sigende ligge på 38 år – hvilket som en ekstra hån mod mine fordomme betyder, at jeg selv trækker gennemsnitsalderen op.
Aktiviteter for enhver
Man tager ikke på krydstogt for at gemme sig indendørs, og derfor er soldækkene det egentlige epicenter på et skib som ’Harmony of the Seas’. Her findes der afdelinger for ethvert temperament. Er du motionsgal, kan du blandt andet spille fodbold og basket eller løbe en tur på skibets løbebane. Er du til familiehygge, kan du f.eks. spille minigolf, og er du en vandhund, er der i alt 23 pools, vandrutsjebaner og jacuzzier om bord.
På strenge ordrer fra ungerne starter vi dog lige med at afprøve de tre største vandrutsjebaner. Krydstogtsskeptiker eller ej, så er jeg ikke mere voksen, end at jeg ryger tilbage i 10-årsalderen, når jeg ser en vandrutsjebane. Vi starter fra højre med ’The Perfect Storm’, som den hedder. En lang, snoet satan, der ender i en slags velodrom, hvor man pisker rundt langs de høje kanter, indtil farten aftager, og man suges ned mod et udløbsrør. Lidt som strømhvirvlen over afløbet på et badekar. Jeg når fire gange rundt og mister enhver orientering, før jeg endelig skylles ud med hovedet først.
Mens solen går ned over Middelhavet, lægger vi store planer for resten af aftenen. Først en tur i jacuzzien og så udspringsshow i det udendørs teater. På vejen griber jeg en piña colada, og så sidder vi ellers i ophøjet ro og nyder hinandens selskab i det ensomme boblebad. Tænk at have en hel jacuzzi for sig selv, når der er 4.000 passagerer om bord. Skibet har godt nok plads til 6.000 passagerer, men alligevel. På denne milde aften med en dybrød himmel over os – hvor er alle de andre henne?
Jo, de sidder såmænd og hygger sig på det larmende hovedstrøg eller i musicalteatret, hvor Grease spiller for fulde huse. Vi møder dem senere, da vi selv sidder forventningsfuldt bænket til aftenens udspringsshow i skibets amfiteater.
Mine sønner er selv ivrige udspringere – den ældste på ungdomslandsholdet, fletter jeg lige elegant ind her – så lidt skuffede bliver vi, da forestillingen aflyses på grund af tekniske problemer. I stedet tager vi plads i skibets skøjtehal – ja, sådan en er der også – hvor rokokoklædte skøjteløbere opfører et show med lige dele dans og sværdkamp til tonerne af alverdens musicals og populæroperetter. En ejendommelig pærevælling, der hurtigt sender os i seng til fornuftig tid.
Tilværelsens lethed
Til gengæld sover vi længe og vågner til lyden af hav og bølger fra den åbne balkondør. Efter en god morgenmad gentager vi øvelserne fra dagen før – badning, afslapning, solskin, mad og drikke. I dag krydret med minigolf og flowriding – en surftur på den kunstige bølge. Det går bedre end forventet, og så er det utroligt sjovt – både at deltage i og kigge på.
Mange timer senere finder vi et bord med udsigt i buffetrestauranten. Trods det afsindige udvalg af veltillavet mad tænker jeg, at det giver god mening at have så mange andre spisesteder om bord, hvis man skal være væk i længere tid. Nogle krydstogtgæster værdsætter nok de automatismer, der opstår, når man opholder sig det samme sted i længere tid. Det ulideligt lette ved blot at sætte sig i den samme liggestol, svømme i det samme vand og spise det sædvanlige måltid ved det samme bord dag efter dag. Jeg vil gerne have afveksling – om ikke andet så bare for at have muligheden for at vælge og variere.
Et nyopdaget nærvær
Næste morgen går turen hjem, og det er fint med mig, men – må jeg indrømme – også lidt vemodigt. Vi fik en tur, vi nok ikke glemmer lige foreløbig. Børnene er i himlen og jeg selv, tjoh, slet ikke nær så meget i helvede, som jeg havde frygtet. Faktisk hyggede jeg mig og grinede, som jeg sjældent griner i min liggestol.
Jeg fik også udfordret mig selv og var en hel del mere aktiv, end jeg plejer. O.k. den rekord er også til at slå, medmindre man betragter det som virkelig anstrengende at bladre i en bog.
Mere bemærkelsesværdigt er det, at mine drenge knap var online i to døgn trods tilstedeværelsen af wifi, og at vi havde et nærvær og et samvær, som vi sjældent oplever til hverdag.
Vi fik kort sagt én på opleveren. Og jeg fik kun kuller og storcenter-angst et par gange, når vi ramte skibets hovedstrøg. Er jeg så selv blevet krydstogtsfan?
Det er måske så meget sagt, men jeg forstår min søn og alle andre krydstogtsgæster en hel del bedre nu. Ja, måske kommer der endda en dag, hvor jeg sender en længselsfuld tanke mod Middelhavet, når vi står og småfryser på Langelinie.
