Halvanden million danskere sidder hver fredag klistret til skærmen for at følge de lovende talenter i årets X Factor. Vanen tro er BT med på sidelinjen og sprøjter den ene vinkel efter den anden ud til læserne.

Det er dog ikke fordi, man som journalist på ’X Factor’ er så tæt på selve musikken og showet, når det går løs fredag aften. Danmarks Radio har til lejligheden oprettet et presserum, hvor samtlige journalister fra forskellige medier er samlet og ser showet på storskærm.

Så der er ikke den store forskel på at se showet som journalist eller hjemme i stuen hos danskerne.

Under showet gælder det om at lægge mærke til detaljen. Om dommerne for eksempel skælder ud på hinanden, eller hvis en deltager skulle være så uheldig at falde på scenen og så hurtigt få nyheden ud på nettet.

Hektisk

Når deltagerne er på scenen, er den store udfordring netop, at skrive den unikke vinkel, som seerne måske ikke opfanger hjemme i stuerne.

Så afslappende som det måske kan lyde at dække ’X Factor’, mens showet kører, lige så hektisk kan det være, når først den udstemte deltager er fundet. For her går den vilde jagt på kommentarer fra alle deltagerne og specielt dommerne, som bliver samlet i presserummet og stiller op til interview.

Thomas Blachman er altid god for en frisk kommentar, så ham gælder det altid om få fat i hurtigt ,inden han bliver overfaldet af det store presseoptog. Desuden er det vigtigt og få snakket med de to deltagere, som har været i farezonen.

BT dækker også ’X Factor’ i dagene frem mod de store liveshows fredag aften. Mandag er der traditionelt pressemøde med dommerne, hvor samtaleemnet ofte er, hvad der skete i fredagens show. Om torsdagen er der pressemøde med deltagerne, hvor de kan forvente spørgsmål om alt mellem himmel og jord.