Her er BTs arrangementer

Danmarks største politiske festival - Folkemødet på Bornholm - er lige om hjørnet. Alt hvad der kan krybe og gå af politikere, embedsmænd, organisationsfolk, medier og lobbyister indtager Allinge i næste uge. Det er tid til fire dage med skarpe debatter og politikere på slap line. Som Venstres Bertel Haarder udtrykker det: Folkemødet er som ’en politisk Roskilde Festival med mindre øl og mere snak.’

Hvem skaffer den bedste historie? BT hyrer politikere som folkemøde-reportere - chefredaktør Olav Skaaning Andersen og politikerne præsenterer resultaterne. Se, om Mogens Jensen, Karen Ellemann, Pernille Skipper og Simon Emil Ammitzbøll lander på forsiden - med deres egne historier. Fredag den 14. juni klokken 21 i Lille Mødetelt, Allinge Havn. Hvem synger bedst? BT inviterer til sangdyst mellem de røde og de blå. To kor synger hinandens sange - og alle er velkomne til at synge med. Lørdag den 15. juni klokken 20 i Lille Mødetelt, Allinge Havn.

60.000 mennesker ventes at lægge vejen forbi Allinge og de knap 1300 arrangementer. Folkemødet er hastigt blevet en politisk tradition herhjemme. Også for BT, der igen i år har egen debatscene, hvor der bl.a. vil blive krydset klinger om relationerne mellem medier og politikere.

BT har hyret fire toppolitikere som folkemøde-reportere. Vi overlader tasterne til Mogens Jensen (S), Pernille Skipper (Ø), Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Karen Ellemann (V). Hvorvidt de fire reportere lander på BTs forside - med deres egne historier - er op til chefredaktør Olav Skaaning Andersen at beslutte. Han møder reporterne til debat, når historierne er i hus.

- Jeg glæder mig til debatten med de fire reportere. Aldrig har politikere interesseret sig så meget for mediernes gøren og laden som i dag. Vi bliver beskyldt for overfladiskhed og snagen, og samtidig oplever vi, at politikerne gemmer sig bag deres spindoktorer. Det bliver spændende at høre, hvordan politikerne oplever at have reporter-rollen, siger Olav Skaaning Andersen.

Socialdemokraternes kultur- og medieordfører, Mogens Jensen, glæder sig til at være ’reporter for en dag’:

- Det er en spændende udfordring at sætte sig i journalistens sted og finde de gode historier. At skulle over på den anden side af bordet og dække sin egen virkelighed - politik, siger han.

En kioskbasker

Sidste år vandt Mogens Jensen reporter-dysten, da han leverede en sand ’kioskbasker’ om frås på folkemødet. Artiklen førte til en livlig debat om, hvilke virkemidler medierne bruger, når en historie skal præsenteres for læserne.

- Sidste år havde jeg en klar hensigt: Jeg ville provokere BTs egen journalistik. Det gav mig et kæmpe drive, siger Mogens Jensen, der i disse dage grubler over, hvilken historie han skal gå efter i år. Målet er nemlig ganske klart: Han går efter at vinde dysten igen.

Olav Skaaning Andersen ser frem til Mogens Jensens indsats:

- Mogens Jensens artikel var både interessant og provokerende, og hvis han leverer på samme høje niveau i år, skal hans konkurrenter arbejde hårdt på at slå ham. Jeg ser frem til kampen på Bornholm.

Folkemødet finder sted i dagene 13.-16-juni.