Fynsk sexforbryder fik alarmklokkerne til at bimle på BTs provinsredaktion

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Med ansvar for dækningen af hele Jylland og Fyn ved BTs tre provinsreportere sjældent, hvor dagens aktuelle begivenheder fører dem hen.

Og hvad enten dagens drama er et bankkrak i Tønder, incest-sager i Nordjylland eller skyderier i Vollsmose, så skal reporterne have pakket og være klar til at rykke med kort varsel.

Det fik den ene af dem - BTs Jens Anton Havskov - f. eks. at føle torsdag morgen.

- Klokken er ni, og jeg sidder midt i et interview på Vestfyn om et patientforløb, da min redaktør pludselig ringer og siger, jeg skal smide alt, hvad jeg har i hænderne og køre til Refsvindinge på Østfyn, idet en pige er blevet sexkrænket, fortæller den 45-årige reporter med 11 års erfaring i provinsen, der herefter får afsluttet interviewet i en fart.

Bilen som kontor

- Bilen er jo mit kontor, så der havde jeg heldigvis alt mit udstyr med.

Man ved jo aldrig, hvad dagen bringer.

Så mens jeg kører østpå, får jeg sendt vores fotograf mod Refsvindinge.

Jeg ringer derefter til politiet og får de seneste oplysninger i sagen.

Politiet mener, at den 10-årige pige er offer for samme mand, som for tre uger tidligere sexkrænkede en 11-årig på Fyn.

Da Jens tre kvarter senere ankommer til politiafspærringen ved stedet, hvor pigen blev sat af, er fotografen allerede ankommet. De går i gang med at tale med de lokale beboere og betjentene.

- Det gør vi, fordi det er vores opgave at fortælle vores læsere, hvad der foregår. Vi vil derfor gerne så præcist som muligt kunne beskrive, hvor den her pige er sat af og samlet op, men samtidig på en måde, hvor vi tager henyn til ofret. Og selvom det er en rigtig grim sag, så er de fleste meget postive overfor at bidrage, så denne mand kan blive fanget.

Radio Pop FM

Mens fotografen sender billeder hjem til hovedredaktionen i København, bliver Jens interviewet til radio Pop FM, som BT leverer nyheder til. Herefter bliver der leveret til bt. dk samt web-tv. I samme anledning ankommer BTs provinsreporter Charlotte Nielsen, der sammen med undertegnede udgør den resterende del af provinsredaktionen.

Hun placerer sig på den anden side af afspærringen.

Resten af dagen bruger de på at tale med folk i lokalområdet og få skrevet to sider til avisen, og Jens er kl. 22.45 hjemme igen og kan få sig lidt søvn, inden han næste morgen skal til Refsvindinge igen.

BTs redaktionchef Lars Westh forklarerer, at det giver bedre historier for læserne, når reporterne er på stedet.

- Journalisterne i provinsen giver BT en tilstedeværelse i hele Danmark.

Det giver en helt anden tilstedeværelse i historien, end hvis det skulle skrives fra en redaktion i København.

For uanset hvor dygtig du er til at spørge, er der intet, der slår den personlige kontakt med en kilde, som du sidder overfor. Som journalist registrerer du med alle sanser - ikke blot det øret hører.