Bag kulisserne ved verdens største cykelløb

Korsika er vært for starten på dette års Tour de France, og man har ikke svært ved at forstå, hvorfor øen aldrig før har haft besøg af verdens største cykelløb. For ud over en lysten separatistbevægelse, som ikke just klapper i hænderne af noget, der har med Paris at gøre, så er logistikken umulig.

Øen er såmænd stor nok - 200 km på den ene led og 100 på den anden - men der er omtrent tre ordentlige veje at køre på. Det giver lige en vej til hver etape, og det får vi udsendte at mærke. Alle biler, busser, reklamekaravane og ikke mindst ryttere skal køre på den samme asfalt, og det giver i sagens natur en del bøvl.

Pressecenteret er en kæmpe færge, der i øvrigt også er bolig for en del af pressekorpset i de tre dage, øen er cykelvært. Hver nat sejler færgen videre til næste målby, og ved siden af færgen er der små både, som transporterer os journalister til målområdet.

Campingplads

Resten af de omkring 2.000 journalister er spredt ud over ferielejligheder og - som i BTs tilfælde - en campingplads. Den har fire stjerner, og de tre må være givet for beliggenheden ved Porto Vecchio på den sydlige spids af øen. For resten af campingpladsen er ikke just luksus. Men det fungerer, og man er i forvejen ikke ret mange timer på sit værelse, når først Touren er i gang.

Tidligt op og til start, sent hjem og i seng. Men det går i blodet på én. Det er også derfor, man ser de samme folk igen og igen. Enten hader man det - og så er man kun af sted én gang - eller også elsker man det, og giver gladeligt afkald på juli måned år efter år. Der er flere i presserummet, som er blevet hyldet af løbsdirektør Christian Prudhomme for at have dækket over 40 Toure, hvilket svarer til omtrent 3 år i det cirkus, Tour de France er.

For det er en parallel verden, hvor politiet holder andre biler tilbage, så man kan komme frem. Hvor man får eskorte af motorcykler med blå blink, når man drøner ned ad bjergene i venstre side af vejen. Så lever man bedre med, at aftensmaden er sandwich fra tankstationen og at franske hovedpuder mest af alt minder om en tøjpølse.

- C’est le Tour, siger man med et sigende blik til hinanden. Og fortsætter:

Langt til Paris

- Der er lang vej til Paris, drenge, med den bedst mulige Bjarne Riis-dialekt.

Det er der. Især lige nu, hvor vi er på Korsika. Men så snart natfærgen bringer os til fastlandet tirsdag morgen, kommer Byernes By tættere og tættere på. Det er det endegyldige mål, og jublen blandt alle os andre er lige så stor som i feltet, når man endelig når dertil.

Først venter der lige tre uger på landevejen. Og selv om vi elsker at sige, at vi hader det, så elsker vi det. Helt og aldeles.