Peter Fredberg har oplevet over 40 år i selskab med BTs guldvindere
Det var stort i en ung journalists øjne dengang i begyndelsen af 70’erne, da Gustav Winckler og Bent Werther underholdt BTs gæster på Hotel Richmond.
Hvad skal man så mene om uddelingen af BTs Guld i dag. Rammerne er en Oscar-uddeling værdig i mini-metropolen Herning, som i aftes fik dusinet fuldt.
Efter ni år i den runde hal i Messecentret var det storstilede sceneri for tredje år i træk lagt ind i BOXEN. Det var en lys idé, MCHs administrerende direktør, Georg Sørensen, og daværende Team Danmark-direktør Preben Kragelund i sin tid fik med at flytte sportsgallaen til det midtjyske.
Minderne er mange og festlige, men også følelsesladede i et tilbageblik på over 40 års deltagelse i uddelingen af BTs Guld, Danmarks ældste og tungeste idrætspris.
I 1980 fik skeetskytten Kjeld Rasmussen, den glade Amager-dreng med moustachen, bøllehatten og de forvaskede cowboybukser, BTs Guld. Under festen mindedes vi en episode fra restauranten på skydebanen i Moskva.
Grinede lunt i skægget
Han hængte pludselig OL-medaljen om halsen på mig med det resultat, at flere gæster kom og ville have min autograf, mens Guld-Kjeld grinede lunt i skægget.
Et herligt show blev opført af 49-guldvinderne fra OL-dramaet i 2008, Jonas Warrer og Martin Kirketerp. De dukkede op i Messecentret iklædt guld fra top til tå bortset fra hvide sejlersko.
- Det her med gulddresset er bare en gimmick. Vi er jo ikke som de fleste. Vi har engang set drengene i guldfireren med guldslips og tænkt, at dén kan vi godt slå, lo Jonas Warrer, mens Martin Kirketerp supplerede:
- Er der andre, der nogensinde har stjålet en båd i OL og er sluppet godt fra det.
I et par generationer, mens kåringerne foregik på københavnske hoteller, og afgørelsen lå i hænderne på idrættens topledere, var de aktive ikke til stede. Det er der heldigvis rådet bod på. Og det har også løftet medaljens værdi, at det er toppen af den danske elite, der bestemmer.
Et mindre drama
Et mindre drama på de indre linjer oplevede jeg i 2005, da bordtennisspilleren Michael Maze vandt efter VM-bronzen i Shanghai.
Samme år havde landsholdet sensationelt vundet EM-guld i Aarhus, men var ikke nomineret. Det forekom de øvrige spillere noget uforståeligt, at de ikke engang var blandt de ti indstillede, men BTs vurdering var, at to bordtenniskandidater ville ødelægge chancerne for hinanden.
Vi vægtede Michael Mazes VM-bronze med sejre over to kinesiske verdensstjerner højest. Men som landsholdsspillerne argumenterede: Hvem siger, at holdet (med Maze) ikke også kunne have fået BTs Guld?
Næsten en skandale
Den eneste gang, jeg for alvor har ærgret mig, var i 1997. Al respekt for håndboldkvinderne, som fik ’popularitetsprisen’, da læserne havde afgørelsen. Men det tangerede i mine øjne en skandale, at man kunne komme uden om Wilson Kipketer. Han havde sat fem verdensrekorder og vundet to VM-guldmedaljer på 800 meter i suveræn stil og var verdens største atlet dét år.
Flere år senere fik Wilson Kipketer til gengæld det største og varmeste bifald, jeg endnu har oplevet under sportsgallaen i Messecentret, da han blev optaget i Hall of Fame.
Jeg sad med blanke øjne.
