På lørdag indledes Tour de France. BTs Klaus Moe ser tilbage på årene, hvor løbet mistede sin uskyld
- Jeg vil aldrig glemme Rolf for, hvad han gjorde for mig i dag...men jeg vil heller aldrig glemme ham for, hvad han gjorde ved mig under de danske mesterskaber.
Bjarne Riis var i godt humør, som han lå der på massagebriksen på motellet uden for Montbéliard.
Krisen var overstået. De sidste bjerge under Tour’en i 1997 - ballon’erne i Alsace.
Nu ville Riis gerne tale. Én efter én havde hans landsmænd fra forskellige hold bogstavelig talt skubbet ham op over stigningerne. Rivalen Rolf Sørensen inklusive.
Men han kunne alligevel ikke glemme Rolfs kørsel ved DM nogle uger før, hvor de tos rivalisering betød, at Nicolai Bo Larsen kunne smutte med den danske titel. Og Riis gik dermed glip af retten til at køre i den Dannebrogsfarvede trøje under årets Tour. Det kunne stadig få vreden frem i ham.
Men nu havde landsmændene altså sørget for, at han kunne komme med til Paris.
Bjarnes forfærdelige Tour
Bjarne havde haft en forfærdelig Tour, selvom han som vinder året før havde kunnet begynde løbet i den gule trøje.
Dels var hans holdkammerat Jan Ullrich alt for stærk. Dels blev Riis ramt af et maveonde, der flere gange var ved at sende ham ud af løbet.
Forpint havde den danske rytter kæmpet sig gennem etaperne – tavs som en østers.
Min opgave i min første Tour de France som journalist var at følge Bjarne Riis’ mindste skridt.
Så jeg havde stået aften efter aften foran diverse hoteller – parat til at være den første, der fik ord fra ham – på godt eller ondt.
Han vidste godt, jeg var der. For den besked havde jeg sendt ind til ham via hans massør John Boel.
Riis’ tavshed var usædvanlig, selvom han ikke er kendt som noget talende vandfald.
For i 1997 havde Tour’en ikke mistet sin uskyld endnu.
De fleste ryttere kom ind i den indhegnede ’village’ før dagens løb. For at drikke kaffe, læse aviser, lade sig fotografere med fans og tale med nysgerrige og journalister.
Og når rytterne kom i mål, samledes pressen foran de respektive holdbusser for at få kommentarer til dagens etape og fremtiden. Og en sjælden gang til et dopingrygte.
Da politiet slog til
Den situation ændrede sig drastisk året efter, da Festina-soigneuren Villy Voet blev stoppet med en bil fyldt med dopingmidler. Og ret hurtigt efter tilstod, at præparaterne var beregnet til det franske Festina-hold.
Den franske regering forlangte handling, og det franske politi slog til med ransagninger, anholdelser og hårde forhør.
Rytterhotellerne var belejret af journalister og fotografer, der benyttede ventetiden til at tage ’den lille apotekerprøve’ på fransk, engelsk – og dansk.
Til sidst gik rytterne i strejke – og Bjarne Riis måtte træde i karakter som forhandler på rytternes vegne, så et decimeret felt kunne nå til Paris. Et par af holdene var ganske enkelt stået af i Schweiz for at undgå anholdelser.
At den nu afdøde ’pirat’ Pantani vandt løbet, står kun tilbage som en bisætning.
Tour de France havde mistet sin uskyld. Og arrangørerne stod klædt af til skindet, fordi de ikke havde gjort nok for at komme dopingen til livs ved for eksempel at se bort fra de mest betændte hold.
Lance med bodyguards
I 1999 var stilen totalt forandret. Kun ganske få ryttere kom ind i ’villagen’ om morgenen. De fleste gemte sig i busserne frem til dagens etape gik i gang.
Den nye konge var Lance Armstrong. Altid med store, stærke bodyguards – og parat til at gå til modangreb på enhver journalist, der stillede dopingspørgsmål.
Det gav en langt mere uforsonlig stemning ryttere og journalister imellem.
Men historierne skulle jo laves alligevel.
Og det skal de også i dag, hvor nye, meget dygtigere journalister har taget over.
Det vil du med garanti opleve i BT, fra på lørdag, hvor årets Tour de France køres.
Klaus Moe har dækket Tour de France syv gange for BT i årene 1997-2005.
