Et år med særlig fokus på fejl har båret frugt

Pressenævnet har netop offentliggjort en liste over tabte pressenævnssager i 2012. Fire klager over BT blev bragt for nævnet. Af dem blev to tabt. Det er færre tabte sager end f.eks Ekstra Bladet, DR og Politiken.

To sager er er naturligvis to for mange, men ifølge BTs chefredaktør, Olav Skaaning Andersen, er det et klart fremskridt i forhold til tidligere år, og det sker netop efter et 2012, hvor BT haft særlig fokus på at minimere og rette fejl på side 2 i avisen og på bt.dk/retter på nettet.

- Det har været et mål for os at nedbringe tabte sager. Vi lå på førstepladsen over tabte sager i 2010 og 2011, og det vil vi gerne væk fra. Vi har ikke noget imod, at der bliver klaget til pressenævnet. Vi er en tabloidavis, der vil få flere klager, fordi vi går længere, end andre gør. Men vi vil selvfølgelig ikke gå over stregen, siger chefredaktøren.

- Statistikken viser med al tydelighed, at der er sket en ændring. Og den afkræfter også myten om, at BT taber mange sager i pressenævnet. I 2012 har vi kun tabt to, hvilket er langt færre end vores konkurrent Ekstra Bladet, der har tabt 11, men også færre end Danmarks Radio, Berlingske og Politiken. Det kan man da godt tænke lidt over, konstaterer Olav Skaaning Andersen.

FAKTA

Flest tabte pressenævnssager i 2012

Ekstra Bladet: 11

DR: 7

Berlingske: 3

Politiken: 3

Sjællandske Medier: 3

BT: 2

Dagbladet Børsen: 2

Gråsten Avis: 2

Jyllands-Posten: 2

Lokalavisen Taastrup: 2

Skive Folkeblad: 2