24 ubesvarede opkald og tre beskeder med teksten ”Please call back”. Tidligere professionel fodboldspiller Ken Ilsø fortæller i den nye podcastserie ”Friløber” om den dag i januar 2019, som ændrede hans liv for altid. Han har valgt at dele sin personlige historie i seks intense afsnit.

Den 27. januar 2019 er professionel fodboldspiller Ken Ilsø ude at spise frokost med to holdkammerater efter en rigtig god træning. Han spiller for det australske fodboldhold Adelaide United. Mens de venter på maden, morer de sig med et par enarmede tyveknægte og en af kammeraterne vinder en tusse. Det er først, da Ken Ilsø kommer hjem til sin lejlighed, at han tjekker mobilen. Der ligger 24 ubesvarede opkald og tre beskeder med teksten ”Please call back”.

Ken Ilsø ringer op til nummeret på telefonen, og han hører en kvindestemme i den anden ende. Det er tydeligt, at han er på medhør, og at der er flere, som lytter med. Kvinden fortæller ham, at han er testet positiv for stoffet benzoylecgonin. Et stof som findes i kokain. Da Ken Ilsø lægger røret på igen, ved han, at det er afslutningen på hans karriere som professionel fodboldspiller. Han får en dopingdom, som udelukker ham fra alle former for sport i to år. Fra medlemskab af de fleste fitnesscentre til deltagelse i et maratonløb.

Brug min historie til at gøre din egen endnu bedre
Opkaldet i Australien vendte fuldstændig op og ned på Ken Ilsøs tilværelse. Det er et klokkeklart før og efter den 27. januar 2019. Det fortæller Ken Ilsø i den meget personlige og nærværende podcast ”Friløber”, hvor lytteren gennem seks afsnit kommer helt tæt på både mennesket og den tidligere fodboldspiller. En historie, som han håber, kan lede andre på vej.

Han tilføjer, at spørgsmål som “Er jeg det rigtige sted i livet?”, “Skal jeg søge nye græsgange?” og “Skal jeg forsøge at rejse afsted til udlandet og leve?” er noget, mange tumler med i vores privilegerede del af verdenen og en af måderne at finde sine egne svar, er ved at lytte til andres erfaring.

”Vi er alle mennesker på en rejse, med fejltagelser og succeser. Jeg blev i mit fodboldliv altid inspireret af biografier og historier fra andre spillere. Måske nogle kan finde svar på deres egne spørgsmål ved at lytte til de svar, jeg fandt,” fortæller Ken Ilsø.

En læreproces
Der er flere årsager til, at Ken Ilsø har sagt ja til at dele sin personlige historie med hele Danmark. Én af dem handler om, at den nedtur, der fulgte i kølvandet på opkaldet, som ændrede hans liv, også har bragt nogle positive aspekter med sig.

”Det har både fået mig til at reflektere, men også at ærgre mig over visse ting. Alt i alt har det dog været en vigtig læringsproces. Og det synes jeg er spændende at dele med andre. Det kunne jo være, at der er nogen derude, både i og omkring fodboldverdenen, som kunne bruge noget af det, jeg har erfaret, i deres eget liv,” begrunder Ken Ilsø.

Ken Ilsø er desuden stor tilhænger af podcast som medie, og han lytter dagligt til udsendelser inden for emnerne sport, filosofi, aktier, samt investeringer.

”Jeg synes, mediet kan noget i form af at komme tæt på en person eller et emne, hvor der er tid til at fordybe sig,” siger han.

I podcasten ”Friløber” er der netop mulighed for at komme helt tæt på Ken Ilsø, hans liv og karriere. I løbet af de seks afsnit bliver lytteren taget med tilbage, hvor det hele begyndte, nemlig i barndomshjemmet, hvor haven var fodboldbane for Ken Ilsø og hans brødre. Senere bevæger fortællingen sig ud af det professionelle spor og følger Ken Ilsø på hans vej ud i verden med fodbolden som omdrejningspunkt. Indtil den dag, hvor der ligger 24 ubesvarede opkald på hans telefon i Australien. I ”Friløber” sætter Ken Ilsø sine egne ord og tanker på, hvordan det definitive vendepunkt har ændret hans tilværelse for altid.

Dette indhold er produceret i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet med udarbejdelsen og publiceringen at gøre.

Andre læser også