Dagslyset strømmer ind og varmeregningen svinder betydeligt, når velkendte rum får nyt liv med udskiftning af døre og vinduer. Lisbeth Sørensen og Lene Axelsen fortæller, hvordan de har skabt en drøm af et keramikværksted og et opbevaringsskur med nye vinduespartier og dobbeltdøre.

Danskerne er i den grad blev grebet af virketrang, når det kommer til at renovere deres boliger. Mange tænker automatisk nyt bad og køkken, men mulighederne er mange flere, når det kommer til at gentænke og forbedre velkendte rum.

Store og fleksible vinduespartier og døre med direkte adgang til udendørsrum skaber helt nye måder at indrette med lys og luft, samtidig med at reducering af energiforbrug og klimahensyn bliver sat i højsædet.

Her kan de kreative ideer spire

Lisbeth Sørensen er ikke i tvivl om, at det nye vinduesparti med dobbeltdøre i hendes keramikværksted har gjort det til et helt anderledes og skønt sted at opholde sig i mange timer dagligt.

”Dobbeltdørene giver masser af lys i rummet og får det til at virke større. Dagslyset spiller en vigtig rolle, når jeg arbejder med keramik. For det første ser man bedre de små detaljer, man arbejder med. For det andet er dagslys sundt for helbredet og giver smil på læben. Det er balsam for sjælen at kunne se ud i solskinnet. For mit vedkommende er der græsmarker og dyr uden for vinduerne. Det er afstressende at kigge på, og når tankerne får lov at vandre, kommer de kreative ideer helt af sig selv,” fortæller Lisbeth Sørensen.

Muligheden for at kunne åbne dobbeltdørene ud til terrassen udenfor forlænger rummet i Lisbeth Sørensens keramikværksted på en naturlig måde og giver den helt rigtige stemning til det kreative arbejde.

”Jeg ville gerne have en sommerhusstemning med masser af lys og hvidmalede brædder på væggene. Dobbeltdørene med sprosser fylder næsten hele den ene væg. Udenfor er der en lille brostensterrasse med en hvid havebænk. Der kan jeg tage små pauser i løbet af dagen,” siger Lisbeth Sørensen.

Ny dør og vindue var prikken over i’et

Et nyt vinduesparti er ikke kun en fornøjelse at kigge ud af. Lene Axelsen finder også stor glæde i at betragte den nye dør og vindue udefra, som hun har fået monteret i sit opbevaringsskur i haven.

Lene Axelsens facade er blevet fuldendt efter, at hendes skur har fået en overhaling med nyt vindue og dør.
Lene Axelsens facade er blevet fuldendt efter, at hendes skur har fået en overhaling med nyt vindue og dør.
Vis mere

”Det sætter altså prikken over i'et. Mit skur er sort og med en flot ny hvid dør og vindue er det virkelig noget, man lægger mærke til og nyder at kigge på i løbet af dagen,” understreger Lene Axelsen.

Lene Axelsen har fået en dobbelt facadedør i sit opbevaringsskur, som kan åbne 180 grader. Det betyder, at store ting som cykler nemt kan komme ind og ud af skuret. En anden praktisk ting, som Lene Axelsen har fået installeret, er indbygget udluftningsventil på vinduet, som medvirker til at forbedre indeklimaet i skuret.

Spar tid og penge med nye vinduer

Vender vi blikket mod det økonomiske og klimamæssige aspekt ved at udskifte vinduer og døre i den eksisterende bolig, er der også positive fordele at hente.

”Har man for eksempel en dør og et vindue ved siden af hinanden, er det en oplagt mulighed at lave dørhullet større, så der er plads til et ekstra sideparti. Derved får man mere lys ind og med energibesparende glas kan det være en investering, som kan mærkes helt konkret i form af en reduceret varmeregning,” forklarer Morten Mindegaard, produktansvarlig ved Klarvinduer.

Der er også tid at spare ved at erstatte gamle vinduer og døre med nye. Vælger man for eksempel aluminium på fronten af de nye vinduer, slipper man helt for at bruge timer og atter timer på at vedligeholde vinduerne med maling.

Vælg vinduer, der passer til huset

Inden man går i gang med at renovere sit hus med fokus på udskiftning af vinduer og døre, anbefaler Morten Mindegaard, at man tager sig tid til at studere huset som helhed.

”Det er vigtigt, at man gør sig umage med at kigge på den stil, som huset er ”født” med. Ofte har der været en tanke med at vælge en speciel type vinduer til netop dette hus,” påpeger Morten Mindegaard.

Afslutningsvis gør han opmærksom på, at det er af afgørende betydning, at et vindue er monteret korrekt, hvis det skal fungere optimalt. Derfor kan man med stor fordel konsultere en fagperson.

Dette indhold er produceret i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet med udarbejdelsen og publiceringen at gøre.

Andre læser også