Fødevarepriserne i Danmark ramte i juli det højeste niveau i Danmarks Statistik nogensinde.
Og flere af danskernes favoritter er hårdt ramt af stigningerne.
Pålægschokolade er eksempelvis steget så voldsomt i pris, at selv den mest ødsle danske forbruger må studse over det.
For hvor den kostede 14,95 kroner tilbage i april i diverse supermarkedskæder, så er det nu en helt anden pris, man skal betale.
Den tyndt støbte chokolade er nemlig steget med mere end 50 procent i pris.
I dag skal man derfor betale 22,95 kroner for butikkernes billigste lyse pålægschokolade.
Det viser priser hentet fra onlinehandelssiderne Bilka To go, Vigo.dk og prissammenligningssitet Beepr.
Noget af årsagen til, at pålægschokolade er steget i pris skal findes ude på verdensmarkedet, lyder det fra lektor.
»En del af forklaringen er helt klart, at kakaopriserne er steget virkelig meget blandt andet på grund af dårlig høst.«
Sådan lyder vurderingen fra lektor i landbrugsværdikæder ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet, Aske Skovmand Bosselmann.
Markedet reagerer ved, at der bliver opkøbt rettigheder til produktioners høst for en periode. Det er med til at højne efterspørgslen og dermed prisen.
Tilbage i april kostede et ton kakao omkring 11.000 amerikanske dollar, hvor det i dag er faldet til 7.000 dollar. Det er dog stadig næsten dobbelt så meget, som det kostede i slutningen af 2023, forklarer lektor Bosselmann.
»Dertil skal man også lægge, at eksempelvis sukker er fordoblet i pris.«
Det overrasker ikke Aske Skovmand Bosselmann, at man oplever, at netop de billige pålægschokolader stiger i pris.
»Margenen for fortjeneste er meget mindre ved de billige chokoladeprodukter. Omkostninger på at lave mærkevarerne og de billige er stort set det samme, så det vil være de billige produkter, som bliver presset på prisen,« siger han.
Hvis man kigger længere tilbage i tiden, viser et pristjek, B.T. gennemførte i november 2022, at priserne for en pakke lys pålægschokolade lå lige omkring de 13 kroner.
Altså kun et par kroner under, hvad prisen var i april. Derfra gik det som bekendt voldsomt opad med prisen på pålægschokolade.
B.T. har spurgt markedsleder på det danske dagligvaremarked Salling Group, om de gør nok for de danske kunder på prisen på produkter som pålægschokolade.
Her lød det i et skriftligt svar til B.T.:
»Prisstigningerne er udtryk for, at vi må betale en højere pris for de varer, vi indkøber, inden de ender på hylderne til kunderne. For de varer, I har kigget på, drejer det sig primært om højere råvarepriser som følge af et ringere udbud af kakao ,« skriver Jacob Krogsgaard Nielsen, der er pressechef i Salling Group og fortsætter:
» Vi kører et konstant pres på priserne, som dækker over både normal- og tilbudspriser, således kunderne kan få netop den vare, de leder efter, billigst hos os og ikke ved naboen.«
Hør Thomas Castberg i den seneste udgave af Spar Kassen, hvor han kommer med et konkret sparetip til madlavningen, som han kalder 'en meget stor hammer'.
Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.