Weekenden har stået i uhyggens tegn, men lørdag blev alt andet end uhyggelig for en heldig dansker.

Vedkommende, der bor i Tårnby Kommune, ramte nemlig plet på de syv vindertal i Lotto.

Det udløste en stor førstepræmie på hele 20 millioner kroner.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Siden 1989 er Lotto-tallene blevet trukket hver lørdag aften.

Førstepræmien er altid på minimum otte millioner kroner, og den højeste gevinst nogensinde var i 2008, hvor en heldig spiller fra København vandt mere end 38,5 millioner kroner.

Danske Spil har endnu ikke været i kontakt med denne uges vinder, og det samme er tilfældet for de to danskere, der hver vandt en million kroner i Millionærchancen.

Den ene kommer fra Aarhus Kommune og har spillet med via mobilen, mens den anden har købt sin kupon hos Kvickly i Jyllinge.