Lykken er hverken gods eller guld, men mon ikke 760 millioner gode danske kroner trods alt ville gøre mange ting en hel del lettere?
Det finder vi sandsynligvis aldrig ud af, men snart kan én dansker svare på lige netop det spørgsmål.
Tirsdag udbetaler Danske Spil nemlig danmarkshistoriens største gevinst til den heldige vinder.
For nylig vandt en københavner 760.818.030 kroner i Eurojackpot, og nu er dagen så kommet, hvor vinderen får fingrene i pengene.
»Vi er altid glade, når vi får lov at udbetale gevinster til dem, der vinder i vores lotterier. Det gør vi hver eneste uge, men alligevel er i dag en helt særlig og festlig dag her hos Danske Spil,« siger spilvirksomhedens direktør, Malene Mølgaard, i en pressemeddelelse.
»760 millioner kroner er den største gevinst, vi nogensinde har udbetalt, så det er også en historisk dag for os, ligesom det helt sikkert også er det for vinderen af den store gevinst,« tilføjer hun.
Det er danske lotterispil, der står bag Eurojackpot.
Gevinsten faldt 4. juni, og siden har vinderen modtaget millionærrådgivning fra en af Danske Spils faste millionærrådgivere.
»Det kan være livsændrende pludselig at vinde en stor gevinst og måske fra den ene dag til den anden være økonomisk uafhængig. Derfor tilbyder vi særlig rådgivning til alle store vindere for at sikre, at de får en god start på livet som millionærer, og det er selvfølgelig ikke mindre aktuelt, når vi snakker danmarkshistoriens største gevinst nogensinde,« siger Malene Mølgaard.
Hvad de mange penge skal bruges til, melder historien fra Danske Spil desværre ikke noget om.
