Årets forbrugsfest er så småt skudt i gang, nu hvor der er taget hul på både black month og black week, men forbrugerfælder lurer derude.

Der er dog nogle helt simple greb, du kan gøre, for at tjekke, om prisen reelt er god på din nye telefon eller seng. For der er masser af eksempler på, at det ikke altid er tilfældet.

»Vi ser helt klart eksempler på det, jeg kalder elevatorpriser,« siger forbrugeranalytiker ved Pricerunner Brian Kjer Sommer.

Han har en håndfuld råd til at finde ud af, om man egentlig vil gøre en god handel ved black friday.

Der er nemlig butikker, som puster priserne op, så de bagefter sætter dem ned og viser, at der er rigtig store besparelser.

»Det er forskelligt, hvor store forskelle, der er på normalpris og tilbudspris. Så længe tilbuddene overholder reglerne, er der ikke noget ulovligt ved dem,« siger Brian Kjer Sommer og uddyber:

tip os
Har du oplevet snyd i forbindelse med black friday? Så vil B.T. meget gerne høre fra dig. Kontakt os via formularen her.

»Til gengæld kan man sagtens spørge, om det egentlig er et godt tilbud, eller om det kan købes lige så billigt med jævne mellemrum.«

Hos Pricerunner fører de ikke statistik over, hvor ofte de ser elevatorpriser.

Til gengæld har forbrugeranalytikeren konkrete råd til at undgå at ende i en klemme i forbindelse med blandt andet black friday.

»Det sikreste greb at benytte sig af er at tjekke prishistorikken,« siger han.

På Pricerunners hjemmeside kan man tjekke tre måneder tilbage, hvis man ikke har en bruger.

Til gengæld kan man oprette en gratis bruger og tjekke den fulde prishistorik for et produkt, så længe som det har ligget til salg online.

Dertil kan man også følge et produkt, så man får notifikationer om relevant prisinformation for det specifikt. Det har 67 procent flere benyttet sig af i år, lyder det fra virksomheden.

Et andet råd, som Brian Kjer Sommer giver de handlende med videre, er, at handle steder, hvor der er prisgaranti.

»Det er en meget håndgribelig måde at sikre sig ikke at få en for høj pris, fordi butikken bliver nødt til at matche, hvis man finder en bedre pris andre steder.«

Til sidst siger forbrugeranalytikeren også, at hvis man skal købe julegaver ved black friday, skal man tjekke, om der er udvidet bytteservice.

For butikkerne er ikke forpligtede til at dække helt til jul, men mange gør det alligevel for at trække noget julehandel til.