»Rygterne om min død er stærkt overdrevene.«

Da det legendariske tyske stormagasin i weekenden indgav konkursbegæring, skabte det panik hos shoppeglade mennesker langt uden for Tysklands grænser. 

Også de fleste danskere med hang til Berlin kender det:

Det ikoniske stormagasin Kaufhaus des Westens – i folkemunde KaDeWe.

Nu har det 116 år gamle luksusvarehus så indgivet konkursbegæring, skriver blandt andre avisen Die Zeit.

Ifølge avisen er der dog ikke tale om en konkurs i gængs forstand – og derfor kan det gamle Mark Twain-citat, som denne artikel indledes med, være på sin plads. 

»Konkursbegæringen har intet at gøre med virksomhedens afslutning, men betyder snarere en mulighed for at frigøre sig selv,« siger stormagasinets daglige leder, Nils Busch-Petersen, til Die Zeit. 

Han henviser til, at formålet ikke er at afvikle virksomhed, men tvært imod at omstrukturere den. 

Både salgstal og omsætningen er der nemlig intet at udsætte på. 

Problemet er angiveligt de stigende udgifter til husleje, som medejeren kræver. 

Ved at indgive insolvensbehandling forsøger virksomheden snarere at frigøre sig selv, forlyder det. 

»KaDeWe går fantastisk, og en konkursbegæring, hvis den overhovedet er indgivet, er mere et forsøg på at komme ud af kontraktlige forhold, som er giftige,« siger Nils Busch-Petersen.