Spørgsmålet om drikkepenge splitter danskerne. Vi har ikke kultur for det, men nogle giver, hvis de vil belønne restauranten eller undgå et akavet øjeblik, hvor tjeneren må gå tomhændet fra bordet.

B.T.s madekspert Thomas Castberg er selv ikke i tvivl om, hvor han står i forhold til drikkepenge.

»Jeg synes, at man skal give dem, hvis man synes, at de har fortjent det,« siger Thomas Castberg.

I hans øjne fortjener restauranten det, hvis han som gæst sidder tilbage med en tilfreds fornemmelse i maven.

»For mig behøver det ikke at være fuldstændig ekstraordinært. Der findes restauranter, hvor du får elendig mad, men fantastisk service, og det omvendte, men hvis jeg sidder med følelsen af, at det har været en god oplevelse, så giver jeg sgu altid.«

Har du nogen tommelfingerregler for, hvor meget du giver?

»Nej. Nu har jeg været ude at spise nogle middage, der nok er lidt dyrere, end hvad gennemsnittet betaler, så der bliver ti procent lidt dyrt. Men jeg giver så det batter lidt. Jeg har ofte givet flere hundrede kroner.«

Normalt ligger niveauet dog på et sted, hvor de fleste kan være med. 

»Hvis jeg har været på en god restaurant og haft en god oplevelse, så giver jeg gerne en 50er.«

Går man meget på restaurant, har man måske lagt mærke til at tjenerne er begyndt at præsentere dankortterminaler, hvor gæsten har mulighed for at vælge, om man vil give 10, 20 eller 30 procent i drikkepenge. 

Thomas Castberg har aldrig selv stødt på den slags terminaler, men han lægger ikke fingrene imellem, hvad han synes om dem.

»Det gider jeg ikke. Jeg vil have lov til at betale det beløb, jeg vil. Der ville jeg faktisk være iskold. Jeg har heller ikke noget problem med overhovedet ikke at give drikkepenge, hvis jeg ikke synes, de har fortjent det. De får jo også deres løn, så det gør jo ikke noget,« siger Thomas Castberg.

Mere end hver anden dansker er overvægtig. I ugens afsnit af 'Spar Kassen' taler B.T.s madekspert, Thomas Castberg, om slankekure og den mad, der (måske) kan være én årsag til, at vi bliver stadig mere overvægtige.

Lyt med på Apple Podcast, Spotify eller herunder: