Fra mandag kan cirka to millioner danskere smile over, at fødevarechecken kommer ind på kontoen. 

Men hvad har folk egentligt tænkt sig at gøre med de ekstra penge? 

Et ph.d.-studie baseret på forbrugsdata fra Danske Bank, har set på, hvordan danskerne bruger penge, der pludselig kommer ind kontoen. 

Ifølge studiet er der to typer, når der uventet lander en check fra staten.

Dem, der styrter ud og bruger pengene, og dem, der bare lader pengene stå.

Hvilken gruppe man tilhører, afhænger i høj grad af, hvor mange penge, man allerede har stående på en konto. 

»Der er enorm stor forskel på, hvordan uventede penge bliver brugt. Det afhænger meget af, om folk har en opsparing med penge i forvejen eller ej,« siger Louise Aggerstrøm Hansen, der er privatøkonom og chefanalytiker i Danske Bank.

Ph.d.-studiet viser, at personer med få penge stående på kontoen hurtigt brugte op imod 40 procent af de uventede penge

Helt modsat ser det ud for dem med en pæn opsparing på kontoen. 

De bruge kun 6 procent af de ekstra penge i løbet af de første måneder. 

Louise Aggerstrøm Hansen mener, at det vigtigste er, at man aktivt tager stilling til, hvordan man bruger fødevarechecken. 

»Jeg skal ikke sige, om det bedste for den enkelte er at spare pengene op, bruge dem på noget, man virkeligt mangler eller bare som en ekstra støtte forbruget af dagligvarer. Det ved folk jo typisk bedst selv,« siger hun og tilføjer:

»Men den største fejl du kan begå, er, at du ikke forholder dig aktivt til de ekstra penge. At de ligesom bare kommer ind på kontoen, og så glemmer du dem, og de bliver bare flettet ind i resten af din økonomi, og så er de væk.«

Det er 4., 5. og 6. maj, at fødevarechecken bliver udbetalt til folkepensionister, modtagere af offentlige ydelser, lærlinge og personer på uddannelsesstøtte.

Børnefamilier, hvor hver forælders indkomst er under 500.000 kroner, vil først få fødevarechecken i juni.