Det er meget snart tid til, at Skattestyrelsen åbner for adgangen til årsopgørelsen for 2024.

Samtidigt er det også højtid for svindlere, som vil have dig til at klikke ind på falske links via mails og beskeder, der til forveksling kan ligne, at de kommer fra Skat.

Derfor opfordrer it-sikkerhedsekspert i Ingeniørforeningen, IDA, Jørn Guldberg til, at danskerne er særligt opmærksomme på de mange fuptiltag fra it-kriminelle op til den kommende weekend.

»Når der er en mulig udsigt til, at den enkelte kan få penge tilbage, og når boligejerne kan tjekke den omdiskuterede boligskat, vil tusindvis af danskere gladeligt sidde i kø i timevis for at tjekke årsopgørelsen.«

»Det betyder også, at paraderne vil være sænket, hvilket gør, at man lettere falder i, når de it-kriminelle sender e-mails og smser, der forsøger at ligne officielle meddelelser fra Skat,« siger Jørn Guldberg.

It-sikkerhedseksperten gør danskerne opmærksomme på, at svindlerne er blevet væsentlig bedre til den her form for kriminalitet.

De er velinformerede og arbejder meget professionelt, mener eksperten.

»De it-kriminelle er blevet meget dygtigere med tiden og bruger i stigende grad kunstig intelligens som en effektiv assistent. Hvor det før var halvdårlige kopier af firmaers eller myndigheders logoer og tekster fyldt med stavefejl, ser angrebene mere ægte ud i dag, og det er derfor lettere at falde i fælden. Det er efterhånden en hel industri, vi taler om,« fortæller Jørn Guldberg.

Det er blandt andet via den meget udbredte svindelmetode kaldt 'phishing.' Svindlerne forsøger via den metode at lokke borgerne til at sende oplysninger over smser, via et opkald eller via e-mail.

Skat vil adrig bede dig om at afgive personoplysninger, detaljer om din bankkonto eller kortoplysninger.