Danskerne higer så meget efter palmer, sol og varme, at rejseselskabet TUI sidste uge satte rekord i solgte sommerrejser. 

I fem år har TUI rejseselskabet ikke solgt så mange sommerrejser på en uge, som de gjorde i sidste uge, melder rejseselskabet i en pressemeddelelse. 

»I sidste uge har vi solgt næsten dobbelt så mange sommerrejser, som vi gjorde under Black Friday-ugen tilbage i november, så det vidner endnu mere om, hvor meget fart der har været på salget af sommerrejser i sidste uge. Købelysten er stor og rigtig mange danskere sidder fortsat på lur efter den helt rigtige sommerrejse, hvilket vi også kan se på den stigende trafik til vores hjemmeside,« siger Mikkel Hansen, der er kommunikationschef på TUI i pressemeddelelsen. 

TUI har da også valgt at indsætte tre yderligere afgange i sommerperioden fra København til to af deres mest populære sommerdestinationer, Kreta og Rhodos

Yderligere en afgang indsættes i forsommeren fra Billund til Rhodos, melder selskabet. 

Mikkel Hansen oplyser, at de ekstra afgange er hentet fra de andre nordiske lande, da det er i Danmark salget er eksploderet. 

»Hvis vi kigger på de fire nordiske lande, så er det specielt i Danmark, at det lige nu går stærkt med feriesalget. Derfor har vi flyttet nogle afgange fra forretningerne i vores nabolande til Danmark, fordi de er bedre tjent her,« siger han.

21. februar meldte TUI ellers ud, at der var stor handel at rejser uden for højsæsonen, hvor rejserne er billigere. 

Rejseselskabet meldte da ud, at der var solgt 26 procent flere rejser i maj, august og september sammenlignet med sidste år.

 Det holder Mikkel Hansen fast i, og han melder, at der også er en stor del danskere, som drager fordel af de lavere priser på rejser i junimåned.

Her er der også en del penge at spare ved at rejse, før skolernes sommerferie starter og alle andre skal afsted.

Se HER 20 forskellige steder du lige nu kan flyve hen for under 3.000 kroner.