Nordea har ved en fejl opkrævet gebyrer fra kunder, og bankgiganten er nu i gang med tilbagebetaling til de ramte personer.
Det kan B.T. nu afsløre.
Eksempelvis har Nordea ni gange opkrævet rykkergebyrer og endda renter for rykkergebyrerne fra Charlotte Holmskov på 54 år fra Kirke Hyllinge.
I en mail sendt 3. juni med titlen 'Du får penge tilbage' til Charlotte Holmskov, beklager Nordea fejlen.
'Vi skriver til dig, fordi vi desværre har opkrævet for mange og/eller for hyppige rykkergebyrer på lån/kreditter/overtræk. Samtidig har vi ved en fejl tilskrevet renter på rykkergebyrer. Det beklager vi,' står der i mailen, der kan ses i bunden af artiklen.
Charlotte Holmskov har svært ved at forstå, at en sådan fejl kan opstå.
»Jeg fik et chok, da jeg så mailen. Tænk, at der ikke er bedre styr på loven i en så stor bank som Nordea,« siger hun.
Helt konkret får hun 11.954,16 kroner tilbage på kontoen.
Pengene dækker de fejlagtigt opkrævede gebyrer, renter tilskrevet rykkergebyrer og kompensation for mistet forrentning, står der i mailen.
Flere skal have kompensation
Charlotte Holmskov er slet ikke den eneste kunde i Nordea, der ved en fejl har fået opkrævningerne.
Presseafdelingen i Nordea bekræfter, at der lige nu er tilbagebetaling i gang til de ramte kunder.
»Vi kan bekræfte, at vi er er i gang med tilbagebetaling og kompensation for fejlopkrævning i forbindelse med rykkergebyrer tilbage i tid,« skriver presseafdelingen og tilføjer:
»I de fleste tilfælde forventer vi, at der vil være tale om beløb på under 100 kroner. Berørte kunder vil få direkte besked.«
Mailen fra Nordea med beklagelsen kan ses her:



