Så er det nu: Prisen falder markant – og ser ud til at kunne tage yderligere dyk
Tidligere på ugen slog elpriserne flere gange rekord. Og ikke til den gode side.

Tidligere på ugen slog elpriserne flere gange rekord. Og ikke til den gode side.

Har du en tøj- eller kogevask, som bare venter på at blive sat over? Eller en elbil, der virkelig trænger til en opladning?
Så kan det være, du skal gå i gang med det fredag.
I hvert fald er elpriserne set over det kommende døgn markant billigere, end de har været tidligere på ugen, hvor de flere gange slog rekord.
Det fremgår af oversigten hos elberegner.dk.
Set over døgnet ender den gennemsnitlige elpris per kilowatt-time i Østdanmark på 1,53 kroner inklusiv tariffer og afgifter, mens den i Vestdanmark ender på 1,51 kroner.
Flere gange i løbet af fredagen kommer prisen også ned i det 'grønne' område – som indikerer, at prisen er 'lav'.
Det gør den blandt andet fra klokken 09 og frem til klokken 14 og igen klokken 21.
Og det gælder for hele landet.
Lavest bliver prisen klokken 12, hvor den i Vestdanmark kommer ned på 0,92 kroner, mens den i Østdanmark lyder på 0,95 kroner.
Højest bliver den klokken 17, hvor man i Østdanmark skal betale 2,04 kroner, og i Vestdanmark kan se prisen toppe på 2,02 kroner.
Det er dermed noget af en ændring i forhold til priserne i begyndelsen af ugen, hvor elprisen mandag toppede på over seks kroner per kilowatt-time mellem klokken 17 og 18, og tirsdag toppede på 4,77 kroner i Vestdanmark og 5,04 kroner i Østdanmark.
Kigger man på prognosen hos elpriser.dk, kan man også se, at priserne de kommende dage ser ud til at kunne falde yderligere – og der vil dermed kunne være yderligere penge at spare i weekenden.
Priserne herover er de rene elpriser plus tariffer og afgifter. Derudover skal du betale til dit elselskab.
Din endelige elpris bliver derfor en smule højere. Hvor meget afhænger af dit elselskab og din prisaftale.