Nu er situationen vendt på hovedet.
For efter dyrevelfærdsorganisationen Anima tidligere rettede hård kritik af Rema 1000 med Lidl som det gode eksempel, er situationen en helt anden.
B.T. har netop afsløret, at Lidl har bragt den såkaldte turbokylling tilbage i sine kølediske uden at melde det ud til kunderne.
Lidl lovede tilbage i 2020 at udfase den fra deres udbud af fersk kylling. Nu er den dog tilbage i kølediskene, og det medfører en skarp reaktion fra netop Rema 1000.
Jonas Schrøder, der er kommunikationsdirektør i Rema 1000, skyder nu med skarpt efter Anima og deres arbejdsmetoder.
»Dengang tilbage i 2020 rettede Anima voldsom kritik af os og demonstrerede gennem flere måneder ved vores butikker, fordi de mente, at vi ikke var hurtige nok til at udfase,« siger han til B.T. og fortsætter:

»Vi blev ved med at sige, at det nok skulle ske, men at det var en prioritet for os at have de danske leverandører med. Derfor tog det længere tid, end Anima syntes, det skulle.«
Direktøren sender derfor nu en sviende kritik af organisationen.
»Anima brugte partnerskabet med Lidl som løftestang til at markedsføre sig på, og så viser det sig, at deres 'gode eksempel' ikke kunne leve op til løfterne, og at Anima åbenlyst ikke har fulgt op på partnerskabet. Det må give anledning til en vis selvransagelse,« siger Jonas Schrøder.
Kan du garantere, at Animas massive fokus ikke har gjort, at I satte hurtigere ind overfor turbokyllingerne?

»Ja, det kan jeg. Det var hele tiden vores mål at få de danske producenter med på det her skifte på en holdbar måde, så vi sikrede de danske landmænd og kunne sælge dansk hjertekylling,« siger Jonas Schrøder og fortsætter:
»Hvis Animas langstrakte aktivisme gjorde noget, var det at forsinke processen, fordi vi skulle spilde tid på at håndtere deres aktivisme i stedet for at kunne fokusere 100 procent på at skabe forandring.«
Hos Anima er man tilbøjelig til at anerkende, at der er noget om kritikken fra Rema 1000. Her lyder det om den heftige kampagne i 2020:
»Hvis vi havde vidst, at Rema 1000 ville rykke så meget, som vi ved nu, ville vi – i bagklogskabens klare lys – have rettet vores energi mod virksomheder med mindre handlekraft,« siger Thorbjørn Schiønning, kommunikationschef hos Anima.
Derudover mener Anima-kommunikationschefen dog, at det i højere grad er virksomhederne, der går tilbage på turbokyllingeløfter, som har et forklaringsproblem. Ikke Anima.
Om Rema 1000s kritik, der går på, at Anima markedsfører sig på virksomheder, som ikke lever op til løfter, siger han:
»Det er korrekt, at vi fremhæver kæder, når de viser ambitioner for bedre dyrevelfærd.«
»Vi følger dog konstant op på det arbejde og kommer snart ud med en rapport om, hvordan det er gået med de ambitioner, og har man ikke levet op til sine løfter, så bliver det også kritiseret.«
Thorbjørn Schiønning roser desuden Rema 1000 for at være nogle af dem, der i dag ligger længst fremme i Danmark med udfasning af turbokylling.
Du kan lytte til B.T. Valgkamp på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:


