B.T.s pengeredaktør, Marie Milling, og landets bedste eksperter giver konkrete, gratis råd til alle, der gerne vil træffe bedre økonomiske valg i deres liv.

I seneste afsnit af podcasten Spar Kassen lød det blandt andet således fra finansieringsekspert ved CBS Michael Møller om iværksætteri:

»Vi har hørt til ugidelighed, at danskere er for lidt risikovillige, og specielt kvinder er alt, alt for lidt risikovillige. Vi er ikke målfokuserede nok, og vi har ikke nok selvtillid,« siger han, inden han uddyber:

»Derfor er der et ønske om, at vi skal have flere, der tør være igangsættere og tør satse på de store drømme. Det er en ting, vi synes er noget problematisk.«

Når dem, der vover det hele, bliver ophøjet, mener professoren, at man skal sætte det i kontekst. At det er vigtigt at have in mente, at mange fejler, når de eksempelvis bliver egen chef.

»Vi ved ikke meget om det,« lyder det fra professoren om manglende statistik på, hvor mange, der forsøger sig som iværksættere, der reelt fejler.

»Jeg plejer at sige: 'Tror du egentlig, verden var blevet bedre, hvis de bedstbegavede hos Novo Nordisk havde sagt, 'jeg vil være 'igangsætter selv'? Jamen herregud! De gør jo også meget glæde og gavn for samfundet, hvor de er.«

Lyt til hele podcasten, hvor vi også vender prinsesser kontra bondedøtre, Klods Hans og den amerikanske præsident. Lyt med på Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke ‘lyt’ herunder