»Vi er på plads på prisen.«
Så klar var meldingen, da B.T. talte med Menys direktør i efteråret. Nu viser et pristjek med blandt andet en blomkål til 30 kroner dog en anden virkelighed.
For de to Dagrofa-kæder Spar og Meny stikker markant ud på pris.
B.T. har tjekket en indkøbskurv med 31 hverdagsvarer, og de to kæder har de dyreste indkøbskurve. Med et stort hop op til konkurrenterne, som du kan se i tabellen nederst i denne artikel.
Meny, der er dyreste butik i pristjekket, er mere end otte procent dyrere end den billigste dagligvarespiller, 365disount.
Især grøntsagerne har langt højere priser sammenlignet med størstedelen af konkurrenterne.

»Det er Meny- og Spar-kædernes store udfordring. Deres købmænd sætter langt hen ad vejen egne priser, og så kommer der noget vejledning centralt fra,« siger dagligvareekspert Bruno Christensen, som har årtiers erfaring fra branchen.
»Når deres priser er for høje, vil deres kunder vælge dem fra.«
B.T. besøgte en Meny-butik i forbindelse med pristjekket 23. februar, hvor en almindelig blomkål kostede 29,95 kroner.
Den billigste blomkål hos de andre kæder kostede 17 kroner.
Derudover stod Meny-butikkens broccoli til 20 kroner, hvor den billigste andre steder kostede 15 kroner.
Den form for prissætning går ikke i længden, lyder det fra dagligvareeksperten.
»Dagrofa er også nødt til følge med, når den priskrig, der netop er brudt ud, for alvor tager fart,« siger Bruno Christensen.
I pristjekket var den samlede indkøbskurv med de 31 varer næsten 49 kroner dyrere hos Meny sammenlignet med den billigste kæde.
Det vil være en for voldsom forskel for mange kunder, lyder vurderingen.
I pristjekket er der taget udgangspunkt i priserne fundet i butikken på dagen.
Der vil altså være danskere, der ligeledes har været i Meny og købe blomkål mandag 23. februar, som ikke vil kunne genkende prisen.
I den forbindelse har ledelsen i Meny tidligere meldt ud, at deres prisprogram Hverdagspris er sat i verden for at sikre, at kunder netop kan få deres hverdagsvarer til en fair pris.
Programmet dækker 400 varer, som Meny holder en fast lav pris på. En pris, de matcher mod Rema 1000s priser.
Bruno Christensen mener dog, at programmet skal gøres skarpere for, at Meny og Spar ikke for alvor bliver overhalet af deres konkurrenter.
B.T. ville have spurgt kædedirektør i Meny, som for tiden også er konstitueret direktør i Spar, hvad de tænker om resultatet, og hvilke grøntsager der indgår i Hverdagspris-programmet.
Han havde dog ikke tid til at tale.
