»Både min bedstefar og min far var postbude, så de ville vende sig i graven,« lyder det med et grin fra Poul Erik Poder til B.T.

Den 75-årige pensionist fra sydjyske Vejen og hans 79-årige hustru Lene Poder fik sig nemlig for nyligt noget af en overraskelse, da de tjekkede deres post.

»Ude i postkassen lå der et brev - det er jo der, de skal ligge - men der var sådan et mærkeligt julemærke på, og så kunne vi så se, at det var julepost fra 2023,« fortæller Poul Erik Poder.

Halvandet år for sent fik Lene og Poul Erik fra Vejen pludselig et julekort med posten. Men ikke bare det: Der fulgte også en strafporto med, fordi PostNord har forhøjet deres priser siden dengang, brevet skulle have været fremme. Foto: Leif Christensen / LLN Press

Ægteparret fortalte først deres historie til lokalmediet migogvejen, der beskriver, hvordan det forsinkede brev har udløst en strafporto, fordi PostNord siden 2023 har hævet deres takster for at sende breve.

»Det må have ligget i klemme et sted, for det var helt sort på forsiden,« fortæller Poul Erik Poder nu til B.T. om det forsinkede julekort med det officielle julemærke fra 2023 på.

»Min kone siger så, at der også er strafporto på. Der var for 12 kroner frimærker på, men så var der med blyantsskrift skrevet plus en strafporto på 26,6 kroner,« forklarer han.

Hverken Poul Erik, hans hustru eller veninden Solveig, der sendte julekortet fra østjyske Viby i sin tid, har dog tænkt sig at betale strafportoen til PostNord.

»Jeg tør alligevel godt løbe an på, at de ikke kommer efter os,« lyder det med et grin fra Poul Erik Poder.

PostNord beklager - og sender gave i stedet
PostNord forsikrer da efterfølgende også overfor B.T., at ægteparret fra Vejen selvfølgelig ikke skal betale strafportoen, som postselskabet lover er blevet slettet.

»Der er sket en rigtig ærgerlig fejl, som vi er glade for at høre, at modtagerne trods alt tager med højt humør,« lyder det fra kommunikationsdirektør Andreas Brethvad om det forsinkede julekort.

»Ekstraregningen er selvfølgelig ikke noget, som hverken modtager eller afsender skal betale for. I stedet for ekstraberegningen, er der en æske chokolade og en undskyldning på vej til Lene og Poul,« lover PostNord-direktøren. 

Halvandet år for sent fik Lene og Poul Erik fra Vejen pludselig et julekort med posten. Men ikke bare det: Der fulgte også en strafporto med, fordi PostNord har forhøjet deres priser siden dengang, brevet skulle have været fremme. Foto: Leif Christensen / LLN Press
Halvandet år for sent fik Lene og Poul Erik fra Vejen pludselig et julekort med posten. Men ikke bare det: Der fulgte også en strafporto med, fordi PostNord har forhøjet deres priser siden dengang, brevet skulle have været fremme. Foto: Leif Christensen / LLN Press

Og det er de glade for at høre i det lille hjem i Vejen.

»Det var jo ikke noget, vi sprang i flint over, så det er sødt og pænt af dem, at de reagerer på det med en lille hilsen,« siger Poul Erik Poder.

Det blev da heller aldrig diskuteret med veninden Solveig, at hendes julekort dengang for halvandet år siden aldrig nåede frem.

Men nu har hun selvfølgelig fået at vide, at brevet endeligt er landet.

»Hun synes også bare, det er sjovt. Det er jo ikke noget at fare op over, så man kan lige så godt få noget sjov ud af det,« siger Poul Erik Poder.