I Danmark blokerede Visa næsten 700 procent flere svindelforsøg på Black Friday i år sammenlignet med i 2024.
Det skriver Visa i en pressemeddelelse.
En kjole, en vase. Måske den skarpe pris på den helt bestemte julegave.
Igen i år strømmede danskerne til butikkerne på Black Friday. Det viser tal fra Visa, der peger på en stigning på 77 procent i det gennemsnitlige forbrug på tværs af Danmark, hvis man sammenligner med en gennemsnitlig fredag i november sidste år.
Og selvom der igen i år lå svindlere på lur for at hapse penge fra de købeglade tilbudsjægere, så havde svindlerne ikke så meget held, som de nok havde håbet på.
I hvert fald lykkedes det færre af svindlerne at slippe afsted med kroner og ører på lommen, ifølge Visa.
De fortæller, at de blokerede næsten 700 procent flere formodede svindelforsøg i Danmark på Black Friday i år sammenlignet med tallene for Black Friday 2024.
