En stor del af danskerne halter bagud, når det kommer til pensionstjek.

Hele 53 procent af danskerne har nemlig ikke tjekket deres pensionsordning i år. 

Det viser en ny Epinion-undersøgelse lavet for Sampension. 

Undersøgelsen viser desuden, at 32 procent aldrig har fået rådgivning om deres pensionsordning af deres pensionsselskab eller bank.

»Det er vigtigt, at man løbende følger med i sin pension,« siger Helle Dalsgaard, som er rådgivningsleder i Sampension:

»For hvis man for eksempel ikke har styr på, om man er på rette vej med opsparingen, så kan man risikere, at man sparer for lidt op til, at der bliver råd til den ønskede levestandard i pensionstilværelsen, eller til, at man kan trække sig tilbage på det tidspunkt, man forestiller sig.«

Særligt de 56-65 årige halter bagud. I denne aldersgruppe har 40 procent ikke tjekket pensionen i år. 

Og det kan få betydning for, hvornår de kan trække sig fra arbejdsmarkedet.

»Særligt de danskere, som kan skimte pensionstilværelsen i horisonten, har god grund til at bruge lidt tid på deres pensionsordning blandt andet for at få et realistisk billede af, hvornår de kan trække sig tilbage, og hvilken økonomisk virkelighed der venter dem som pensionist,« siger Helle Dalsgaard og fortsætter:

»For de har færre år til at nå at styrke opsparingen, hvis der er behov for det. Derfor er det også bekymrende, at mange i denne aldersgruppe ikke er opdateret på deres pension, og at en stor del af dem aldrig har fået rådgivning.«

Især kvinderne skal hanke op i sig selv. 61 procent har nemlig ikke tjekket deres pension i år. Det samme gælder for kun 45 procent af mændene. 

Helle Dalsgaard anbefaler derfor landets kvinder at overveje at indbetale ekstra på pensionen eller at øge den risiko, som opsparingen investeres med.

I september advarede en cheføkonom om, at tusindvis af danskere ikke har sparet nok op til at gå på pension på det tidspunkt, de ønsker.

Læs mere om det HER.