Siden USA og Israel indledte luftangrebet mod Iran sidste lørdag er olieprisen kun gået én vej: Opad.

Og det i et så rasende tempo, at det rammer mennesker over hele verden – også her i Danmark. Nu er der yderligere grund til bekymring. 

Råoliepriserne steg nemlig fredag markant på grund af stigende bekymringer om oliehandlen på grund af krigen i Mellemøsten, skriver Ritzau.

Fredag sluttede prisen på en tønde Brent-olie således på godt 92 dollar (knap 592 kroner, red.).

Det er en stigning på 8,5 procent alene fredag og på knap 28 procent for ugen, skriver nyhedsbureauet AFP.

Den toneangivende Brent-olie er en type råolie, der ofte bliver brugt som reference for oliepriserne i Europa og andre steder i verden.

Ifølge Kim Blindbæk, der er seniorøkonom fra AL Sydbank, skyldes de stigende oliepriser konflikten mellem Iran og Israel/USA, som har fået trafikken i Hormuzstrædet til at falde.

20 procent af verdens daglige forbrug af naturgas og olie passerer nemlig strædet, som Iran i denne uge har blokeret med trusler om at sætte ild på ethvert skib, der forsøger at sejle gennem.