Der er ingen tvivl om, at man kan gøre gode handler, hvis man nemt kan komme til grænsen og købe stort ind, men faktisk er der lige nu vildere tilbud herhjemme.

I anledning af, at dagligvarebutikkerne kører priskrig frem mod påske, er der rigtig billig øl, som i literpris faktisk slår grænsehandlen.

»Det er jo latterligt billigt,« lyder det fra B.T.s madekspert, kokken Thomas Castberg, da han er med i seneste afsnit af podcasten Spar kassen.

På B.T. kører vi løbende pristjek af tilbudsaviserne frem mod påskelørdag, som er en af årets tre største handelsdage. Alle dagligvarekæder komme nemlig med rigtig gode tilbud i denne tid.

»Forretningerne stiller sig super attraktivt, og det gør, at der er gode tilbud, hvis man har tid til at kigge tilbudsaviserne igennem,« siger vært, B.T.s pengeredaktør Marie Milling i podcasten.

Særlig en dagligvarekæde - nemlig Bilka - trækker ekstra godt fra, når det kommer til ølpriser.

Der er blandt andet flaskeøl til salg for 9,55 kroner literen. Både Carlsberg, Grøn Tuborg eller Tuborg Classic. Man skal dog købe to kasser med 30 flasker i ad gangen til 189 kroner, og hver kunde kan maksimum købe seks kasser.

Faktisk viser en gennemgang, B.T. har lavet, at man kan få øl ned til kun 9,04 kroner literen. Der er nemlig tre rammer Carlsberg med 20 øl i hver, som koster 179 kroner. Ved grænsen koster samme type øl 9,97 kroner literen ved flere af de store forhandlere.

Vil du have flere gode spareråd – eksempelvis til hvordan du nemt skærer ned på udgifterne til en familiefest, så lyt til Spar kassen hos Spotify, Apple Pocast eller herunder: