De mange unge, der i den næste tid skal konfirmeres, kan med god grund gå rundt med dollartegn i øjnene og et kæmpe smil.

En ny beregning fra Nordea viser nemlig, at konfirmanderne får kassen, når de skal fejres af familie og venner.

En gennemsnitlig konfirmand får således 32.360 kroner i gaver.

 Og heraf er lidt mere end 18.000 kroner kolde kontanter. 

De unge mennesker kan jo hurtigt blive fristet til at shoppe alle pengene væk - hvis der altså er nogen tilbage efter blå mandag - og det er der sikkert mange bekymrede forældre, der lige nu klør sig i hovedet over. 

»Der er forskellige tidspunkter i livet, hvor vi kan vælge at åbne den her pengesnak med de unge mennesker, og netop konfirmationen er et tidspunkt, hvor mange første gang står med et ret stort pengebeløb,« siger Betina Grimstrup, der er privatøkonomisk ekspert hos Nordea.

Betina Grimstrup er privatøkonomisk ekspert i Nordea.
Betina Grimstrup er privatøkonomisk ekspert i Nordea. Foto: Linda Kastrup

Hun mener, at samtalen kan starte med, at man spørger konfirmanden om, hvad de selv godt kunne tænke sig at bruge gavepengene til.

»Man kan sige 'du står med et stort beløb, og hvad drømmer du om at bruge pengene til?'. Og så kan man bagefter spørge, om man skal hjælpe dem med at sætte nogle af pengene til side eller måske sågar få dem til at vokse ved at hjælpe dem med at investere,« siger Betina Grimstrup. 

Hvor mange af de 18.000 kroner bør bruges på at købe aktier?

»Mit råd er, at de penge, der investeres i aktier, ikke skal bruges til noget inden for de næste tre år,« siger hun og kommer med et eksempel:

»Det kan være, at konfirmanden vil bruge 8.000 kroner på en ny computer eller elcykel, og så investerer de 10.000 kroner i aktier.«

Har advarsel
Betina Grimstrup har dog en vigtig advarsel.

»Man skal ikke kaste en 14-årig ud i investeringsmarkedet helt alene. Det vil være uansvarligt,« siger hun og tilføjer:

»Det er vigtigt forældrene eller nærmeste familier tager konfirmanden under armen og hjælper med at snakke risikoprofil, besøger onlinetjenester, mange banker har, eller måske bruger en investeringsforening i stedet for at lægge alle æg i en kurv og bare købe aktier i et firma.«