Mange danskere er begyndt at kigge på klokken, før de tænder vaskemaskinen.

For der er store forskelle på elpriserne i løbet af dagen.

Nu viser en ny undersøgelse, at ét bestemt tidsrum på dagen er billigst.

Det skriver energi- og rådgivningskoncernen NRGi i en pressemeddelelse.

Siden marts har døgnets billigste timer næsten altid ligget midt på dagen. I Vestdanmark har de laveste strømpriser ligget mellem kl. 12 og 16 på 164 af de seneste 177 dage. 

I Østdanmark gælder det 157 dage i den samme periode. Det hænger blandt andet sammen med den stigende produktion af strøm fra solceller, som er højest i dagtimerne.

Bo Halm Andersen, der er energikonsulent i NRGi, siger:

»Der er stadig en del danskere, der forbinder lave elpriser med nattimerne, men det er en myte. Især i foråret og om sommeren. Siden marts har de laveste elpriser på langt de fleste dage faktisk ligget midt på dagen.«

» I det tidsrum er det ikke usædvanligt, at den rene elpris kommer helt ned på nul kroner eller derunder. Samtidig kan prisen per kilowatt-time være flere kroner højere på dagens dyreste tidspunkt.«

Dagens højeste elpriser har som regel ligget i aftentimerne mellem kl. 19 og 22. I både Øst- og Vestdanmark har elprisen i aftentimerne i gennemsnit været mere end fire gange højere end midt på dagen.

Men hvordan får man så glæde af de billige timer?

Bo Halm Andersen siger:

»I bund og grund handler det om at gøre det til en vane at holde øje med elprisen og bruge strømmen, når den er billigst. Og det gælder året rundt. For har man en elaftale, hvor elprisen følger den aktuelle timepris på strøm, kan der være penge at spare ved at flytte nogle af de mere energikrævende opgaver et par timer.«

»Det gælder især ved opladning af elbilen, men også når man sætter eksempelvis vaskemaskinen, tørretumbleren eller opvaskemaskinen i gang. Men i sidste ende tæller hver kilowatt-time, hvis man gerne vil sænke elregningen.«