Renten stiger i skyggen af Trump, fordi han som præsident vil investere i USA. Det giver danske boligejere nye muligheder

Valget af Donald Trump som USAs præsident giver danske boligejere noget at tænke over.

For siden Trumps sejr er renterne kun steget, og hvis det fortsætter uændret, giver det danske boligejere muligheden for at ...

LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om hvad det betyder for danske boligejere at Donald Trump er blevet USAs næste præsident - det er NU du skal slå til.


Renten stiger i skyggen af Trump, fordi han som præsident vil investere i USA. Det giver danske boligejere nye muligheder

Valget af Donald Trump som USAs præsident giver danske boligejere noget at tænke over.

For siden Trumps sejr er renterne kun steget, og hvis det fortsætter uændret, giver det danske boligejere muligheden for at barbere en del af deres gæld – hvis de har et fastforrentet lån. Det får samtidig låntagere, der har satset på en variabel rente, til at overveje, om de skal omlægge deres lån til den faste rente, forklarer Jeppe Borre, seniorøkonom i Nykredit.

Hvis man tager udgangspunkt i et lån på en million kroner og sammenligner et fastforrentet lån og et lån med variabel rente, et såkaldt F-kortlån, er F-kort billigst her og nu. Men hvis renten i løbet af de næste tre år stiger med 1,5 procentpoint, har låntageren af et fastforrentet lån med to procents rente mulighed for at være 61.000 kroner bedre stillet. Hvordan det foregår, vender vi tilbage til.

Ingen regnede med rentehop

At renterne stiger, kommer som en overraskelse for de fleste. De største skeptikere frygtede et kollaps på det globale finansmarked med Donald Trump som vinder, men i stedet har markederne reageret ved at sende aktierne opad. Det skete efter Trumps tale som vinder af valget, hvor han talte om forsoning.

Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

At renterne kun er steget, skyldes især udsigten til Donald Trumps forventede investeringer i USAs infrastruktur, forklarer Niels From, global analysechef i Nordea.

»I valgkampen har Trump lovet at genopbygge infrastrukturen i USA og investere i for eksempel veje, skoler og lufthavne. Hvis man booster økonomien på den måde, får man flere i beskæftigelse. Det fører til højere inflation, som betyder højere renter,« siger Niels From.

Indfri lån og scor gevinst

Når renterne stiger i USA, giver det en afsmittende effekt på Europa og Danmark, og det får altså nu betydning for danske boligejere. Og der er gevinster i udsigt for folk, der har et fastforrentet obligationslån, hvis renten fortsætter opad, forklarer Jeppe Borre, der er seniorøkonom i Nykredit.

Det skyldes, at rentestigningen åbner muligheden for at skære en del af gælden på sit lån.

»Når renten stiger, falder kursen på obligationer, fordi investorerne mister interessen for dem, da de kan gå ud på markedet og nyde godt af den højere rente i stedet,« siger Jeppe Borre.

»Prisen på obligationen vil falde, fordi den er mindre værd for investor. Når prisen eller kursen falder, betyder det, at låntageren kan indfri sit lån til en lavere kurs. Hvis kursen er 88, kan låntageren indfri lånet ved at betale 88 kr. for hver 100 kr., han har i restgæld – på den måde kan han barbere et stort beløb af gælden,« forklarer Jeppe Borre.

Låntageren kan indfrie lånet ved at omlægge det eller ved at flytte og derved få brug for et nyt boliglån.

Men de korte lån bliver dyrere

Men med et F-kortlån er det anderledes, for her er renten variabel.

»Så hvis renten i markedet stiger, vil renten på obligationen følge med op. Derfor vil obligationen stadig være attraktiv for investor, og den vil ikke falde i kurs,« siger Jeppe Borre.

Foto: REUTERS
Vis mere

Derfor kan der være penge at hente med et fastforrentet lån i modsætning til et lån med variabel rente. Med en rentestigning over de næste tre år på 1 procentpoint, giver det 21.000 kroner i rabat for en boligejer, der har lånt en million kroner med et fastforrentet lån på to procent sammenlignet med, hvis man havde et F-kortlån. Stiger den med 1,5 procentpoint, er beløbet på 61.000 kroner.

Friværdien svinder

Sidst de danske boligejere oplevede pludselige rentestigninger, var i foråret 2015. Her steg renten fra 2 til 3,5 procent. Det kom bag på markedet og boligejerne, og renten steg primært på de fastforrentede lån. Men sidenhen er renten faldet løbende tilbage til niveauet på 2-2,5 point, forklarer Jeppe Borre.

Og den seneste uges udvikling vidner om, hvor hurtigt det kan gå. Rentestigninger vil alt andet lige typisk presse huspriserne nedad, fordi det bliver dyrere at låne penge. Netop i den situation er det derfor en fordel med et fastforrentet lån, der kan opveje indhugget i boligejernes friværdi.

»Med et fastforrentet lån vil man opleve, at ens restgæld falder samtidig med at boligprisen kan falde på grund af rentestigningen, og det vil afbøde rentestigningens påvirkning på friværdien. Det vil man ikke opleve ved et lån med variabel rente som F-kortlån eller et F1-lån,« siger Jeppe Borre.

Ingen ved med sikkerhed, hvordan renten udvikler sig. Men hvis man vælger at bytte sit F-kort-lån med et fastforrentet lån, er det vigtigt at gøre det, før renten stiger for meget, forklarer Jeppe Borre.

»Hvis man først gør det efter, så får man ikke restgældsreduktionen med, for så går man jo ud og optager lånet til den lavere kurs,« siger seniorøkonomen, der samtidig understreger, at han forventer en lav rente på et variabelt forrentet lån i en tid endnu.