Flere og flere børnefamilier tager ud at rejse på tidspunkter, hvor børnene ellers skulle i skole.

Nicolai Bille Krogh på 49 år har haft sine tre børn på 15, 13 og 11 med på rejser til både Grønland og Brasilien uden for skolernes ferie. 

Han har bestilt en ny rejse til Kina i foråret, og der er gode penge at spare på rejser lige uden for skoleferien. 

»Vi forsøger så vidt muligt at rejse i skoleferierne, men i eksempelvis vores rejse til Brasilien var bedst i januar frem for i den danske sommerferie, hvor skolerne jo har lukket i længere tid,« siger Nicolai Bille Krogh, der er iværksætter og forfatter.

Han tilføjer:

Her ses to af Nicolai Bille Kroghs døtre med en abe under rejsen til Brasilien. 
Her ses to af Nicolai Bille Kroghs døtre med en abe under rejsen til Brasilien.  Foto: Privat
Vis mere

»Så vi tillader os den luksus at prioritere oplevelser højere, så det kan komme til at ramme sammen med børnenes skoletid.«

Familiens næste rejse er til Kina, og den skal ske allerede til påske. 

Skolerne har jo lukket i påsken, men Nicolai Bille Krogh har sparet ret mange penge og flyvetid ved at booke på særlige tidspunkter. 

Skolernes påskeferie er fra mandag 25. marts til og med mandag 1. april, hvor det er anden påskedag, men Nicolai Bille Krogh har opdaget, at det disse dage er langt dyrere at flyve end på tidspunkter uden for ferien.

»Jeg har bestilt vores flybilletter, så vi flyver til Beijing om torsdagen 21. marts om aftenen, og vi flyver så hjem om tirsdagen 2. april. Det har vi sparet 10.000 kroner på at gøre, men til gengæld så går det ud over to skoledage for børnene,« siger han. 

Rejseselskaberne TUI og Apollo oplever også, at flere og flere rejser på ferie uden for højtiden. 

Det falder dog ikke i god jord hos Skoleledernes forening at flere børnefamilier tager på ferie uden for skolernes sommerferie. 

»Vi ser desværre en tendens, hvor der er flere forældre, der holder ferie uden for skoleferien,« sagde Dorte Andreas, der er næstformand i Skolelederforeningen i sidste uge til B.T.

Nicolai Bille Krogh kan da også godt se, at det er vigtigt, man som forælder forsøger at holde igen med rejser uden for skoleferien.

»Jeg synes heller ikke, at det skal være et anarki hos skolerne, hvor nogen hver gang holder ferie med børnene, når de selv vil, selv om skolerne ikke har ferie,« siger han.

Men du har jo selv haft børnene ude af skolerne, og til påske er børnene jo også væk fra skolen i nogen dage, når I er i Kina. Er du ikke selv med til at lave anarkiet?

»Jeg synes godt, der kan være lidt mere fleksibilitet i skolen. Der er mange penge at spare på at rejse lige uden for højtiderne,« siger han og fortsætter:  

»Men det skal gøres med respekt for det faglige niveau, lektier og ungernes sociale trivsel.«  

B.T.s redaktionschef for Penge har set på de absurde besparelser ved at købe rejser uden for højsæsonen. 

Læs om den vilde forskel på priser HER.