Opdatering: Digitaliseringsstyrelsen oplyser kl. 9.36 til B.T., at problemerne er løst: Hjemmesiden virker igen.
Mandag morgen er der store tekniske problemer med NemKonto.
Hjemmesiden virker simpelthen ikke.
Og ringer man til ordningens supporttelefon, får man følgende besked:
»NemKonto er i øjeblikket ustabilt. Det medfører lange svartider eller utilsigtede fejlmeddelelser. Prøv igen senere.«
Digitaliseringsstyrelsen oplyser til B.T., at det 'kun' er selve hjemmesiden, der i øjeblikket har problemer.
Selve de bagvedliggende systemer virker stadig, så hvis man eksempelvis skal have en udbetaling fra det offentlige i dag, vil det ikke være påvirket.
NemKonto er det system, som det offentlige bruger til at udbetale penge til borgere. Det er altså ikke en separat bankkonto i sig selv.
Oftest er det en eksisterende konto, som 'bare' er tilknyttet det offentlige i forbindelse med udbetaling af eksempelvis overskydende skat, folke- eller førtidspension, overførselsindkomster, løn og pension til offentligt ansatte eller børnepenge.
Digitaliseringsstyrelsen oplyser videre til B.T., at der arbejdes på at løse problemerne.