'Dit Netflix-abonnement er udløbet. Tryk her for at forny det.' 'Vi modtager klager angående aktiviteter fra din e-mail. For at forhindre det, tryk på linket her.' 

Forsøgene på at svindle danskerne for penge er mange. Sidste år blev 55 procent af danskerne udsat for svindlere, der forsøgte på netop dette.

Det viser en ny rapport udgivet af Visa med titlen 'Security and trust in Nordic Payments'.

Ovenstående eksempler er et forsøg på 'phishing' fra de it-kriminelle, og det er klart den form for svindel, som danskerne oftest bliver udsat for. 

Her vil svindleren via falske e-mails, sms'er eller telefonopkald få danskerne til at klikke på links og udlevere kontonumre eller betalingskortoplysninger.

Rapporten viser, at 37 procent af danskerne har været udsat for 'phishing' sidste år. 

I gennemsnit koster det danskerne 1.150 kroner, når de ryger i fælden og kommer til at afgive oplysninger, som de bestemt ikke skulle angive.

Visa skriver i en pressemeddelelse i forbindelse med udgivelsen af rapporten, at den nordiske betalingssektor generelt dog er gode til at tackle betalingssvindel.

»Sidste år forhindrede Visa proaktivt svindel for anslået 270 milliarder kroner på verdensplan, men som denne undersøgelse viser, er der stadig meget at gøre. Det høje antal svindelforsøg understreger, hvor vigtigt det er at uddanne forbrugerne bedre, så de kan opdage svindel i tide (...),« siger landechef for Visa i Danmark, Claus Richter.