Billedet er det samme i flere af de allerdyreste boligområder i og omkring hovedstaden. I Charlottenlund, Hellerup, Gentofte, Frederiksberg og dele af København. Eksempelvis.

Markedet er ved at skifte.

Og i Børsen kommer flere ejendomsmæglere med deres klare dom over, hvad det vil komme til at betyde.

Priserne vil falde.

For en god ordens skyld: Her taler vi altså om den dyreste del af boligmarkedet.

Men det er en tendens, der allerede er i fuld gang og allerede er begyndt at komme til udtryk, uden dog at mange sælgere endnu har opdaget det.

»Det er ikke gået op for folk endnu, hvad der sker,« siger Arne Skafdrup, der har Home-butikker i Charlottenlund og Klampenborg.

Det er en blanding af flere forskellige ting, der spiller ind – og har ramt som en nærmest perfekt storm:

  • Et stigende udbud.

  • Stigende renter.

  • Stigende boligskatter.

  • Loft over rentefradraget.

De ejendomsmæglere, der har talt med Børsen, fortæller alle samstemmigt om, hvordan dyrere boliger, der bliver prissat for højt, allerede nu ingen interesse har fra købere.

Priserne skal sættes meget skarpt, lyder det. Ellers bliver de slet ikke solgt.