Har du gået og sukket efter billig strøm, så er der godt nyt.
For torsdag bliver den ikke bare billig – den bliver faktisk gratis, hvilket er første gang i hele 22 uger.
Helt konkret er det ikke sket siden oktober 2025, hvilket gør det til den længste periode uden gratis strøm i minimum en time siden energikrisen i 2022.
Det skriver energiselskabet OK i en pressemeddelelse.
Mellem klokken 13 og 15 dykker elprisen til under 0 kroner i Jylland og på Fyn, mens sjællandske og bornholmske elkunder må 'nøjes' med gratis strøm mellem klokken 14 og 15.
Troels Skipper, der er produktchef i OK, forklarer, at »når elkunder oplever gratis strøm betyder det, at den rene elpris på elmarkedet falder til nul eller under, fordi der produceres mere strøm, end der er efterspørgsel efter.«
»For forbrugerne kan det samlet set betyde meget billig eller i nogle tilfælde gratis elforbrug, hvis de har en elaftale med variabel afregning. Udover den rene elpris betaler elkunder også afgifter, moms og transportomkostninger foruden eventuelt abonnement og/eller spottillæg.«
Elkunder, der har en elaftale med fast pris, kan ikke udnytte de lave og negative elpriser og vil derfor komme til at betale meget mere end nødvendigt for strømmen i store dele af året.
Derfor anbefaler OK, at elkunder vælger en aftale, hvor prisen følger den aktuelle strømpris på enten kvarters- eller timebasis.
Torsdag klokken 13 vil den rene elpris i Vestdanmark, kaldet DK1, lyde på -0,08 øre pr. kWh og bliver dermed årets første time med gratis strøm.
Østdanmark, DK2, må vente til klokken 14, hvor den rene elpris bliver -0,02 øre pr. kWh.
Elprisen stiger igen til over 0 øre pr. kWh i hele landet efter klokken 16.
Men der godt nyt i vente, fortæller Troels Skipper.
»Heldigvis kan vi forvente masser af timer med billig og gratis strøm det næste halve år. Typisk midt på dagen, når solcellernes produktion er højest.«
»For langt de fleste elkunder i Danmark – dem med variabel pris på el – er det rigtig gode nyheder.«
