Lover billig strøm søndag: 'Usædvanligt lavt niveau'
Søndag bliver en af årets billigste dage for strøm.

Søndag bliver en af årets billigste dage for strøm.

Der er billig strøm i vente til alle danskerne søndag.
Elprisen kommer ifølge energikoncernen NRGi til at holde sig på et »usædvanligt lavt niveau« hele døgnet igennem, lyder det i en pressemeddelelse.
I gennemsnit lander søndagens elpris på blot 9,9 øre per kilowatttime i Vestdanmark og 11,8 øre i Østdanmark.
Det betyder, at den gennemsnitlige elpris kommer til at ligge på omkring 10 øre pr. kilowatttime, hvilket gør søndag til årets tredje billigste dag for strøm.
»Det blæsende efterårsvejr er måske ikke lige det, de fleste har ønsket sig i weekenden, men det er til gengæld godt nyt for landets elkunder. Når elprisen ligger så lavt gennem hele dagen, er der rigtig gode muligheder for at spare penge på elregningen,« siger Lars Pedersen, presseansvarlig i NRGi.
Søndag ligger den rene elpris under fem øre per kilowatttime i mere end 14 timer i træk i hele landet. Og selv i døgnets dyreste time kommer den gennemsnitlige spotpris ikke over 56 øre per kilowatttime.
Priserne for søndag er baseret på spotprisen inklusive moms, men eksklusive transport (tariffer), abonnement og eventuelle tillæg fra elselskabet.