»Det er ikke noget, du kan forberede dig på. Det var surrealistisk.« 

Louise Herping Ellegaards liv – og økonomi – gik bogstaveligt talt fra nul til 100, da hun en dag i 2015 blev millionær. 

Det var fuldstændig nyt for 'Løvens Hule'-investoren, der selv kommer fra en familie med få økonomiske midler. 

Det fortæller Louise Herping Ellegaard om i det seneste afsnit af B.T.s podcast 'Spar Kassen'.

»Mine forældre havde ikke altid job, min mor syede vores tøj – så jeg tager absolut ikke penge for givet. Men lige pludselig stod alle muligheder åbne,« siger hun. 

Louise Ellegaard Herping havde egentlig ikke troet, at hun skulle blive succesfuld forretningskvinde, da hun begyndte at læse historie på universitetet. 

Men en idé om at lave digitale læringsmidler til faget blev til en virksomhed, der blev mere og mere populær, og som pludselig lavede undervisningsmateriale til alle fag på alle klassetrin. 

»I 2014 kom der så et tysk forlag og spurgte, om vi ikke ville sælge Clio til dem. Og det satte nogle tanker i gang,« siger hun. 

Salget af virksomheden og statussen som millionær har haft stor betydning for Louise Herping Ellegaards liv, der bedst kan opsummeres med ordet 'frihed'. 

»Det giver masser af muligheder. Jeg holder lang sommerferie med børnene, som mange mennesker ikke har råd til at holde,« siger hun. 

Lyt med i Spar Kassen, hvor Louise Herping Ellegaard fortæller om hendes rejse mod at blive millionær, og hvordan hun kom i gang med at investere. 

Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.