»Jeg er ikke overrasket over de her tal. Det bliver bare dårligere og dårligere.«

Sådan lyder meldingen fra økonom hos Danske Bank efter nye tal fra Danmarks Statistik og bankens egen undersøgelse peger i samme retning.

For danskerne er nemlig bekymrede for udviklingen i økonomien. Det er i særdeleshed inflationen – altså stigende forbrugerpriserne – der bekymrer dem. 

»Danskerne oplever stadig inflationen som tårnhøj, selvom den ikke er det,« siger Louise Aggerstrøm Hansen, der er chefanalytiker og privatøkonom hos Danske Bank.

At den opleves så høj hænger sammen med, at fødevarepriserne stiger voldsomt.

De priser, som danske forbrugere på daglig basis bliver konfronteret med i dagligvarehandlen, er steget voldsomt de seneste år. Omkring 30 procent på fire år.

 Det har blandt andre faktorer været med til at gøre, at forbrugertilliden faldt fra -18,7 til -19,5 fra september til oktober.

Forbrugertilliden, altså danskernes tillid til den nuværende og fremtidige økonomiske situation, er således på sit laveste i to år.

Det er dog ikke alene fødevarepriser, som påvirker tallet. 

Også nyheden om den store fyringsrunde med tusinder af afskedigelser hos Novo Nordisk og folks egne forventninger til deres jobsikkerhed påvirker målingen. Det forklarer Louise Aggerstrøm Hansen.

Danske Bank har fået analysefirmaet YouGov til at lave analysen om folks forventninger til økonomien.

Den viser, at det netop er inflationen, der spiller ind.

»Over 50 procent af danskerne er 'i høj grad' eller 'i meget høj grad' bekymrede for inflationen,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.

Undersøgelsen viser også, at flere kvinder end mænd er bekymrede over inflationen.

Det er nemlig 56 procent af kvinderne, der 'i høj grad' eller 'i meget høj grad' er bekymrede for, at forbrugerpriserne stiger.

Ligeledes er halvdelen af danskerne også 'i høj grad' eller 'i meget høj grad' bekymret for, hvad der sker ude i den store verden, oplyser Louise Aggerstrøm Hansen.