Hvis du vil se dansk pokalfodbold og udvalgte Champions League-kampe, så har du to muligheder.

Og begge koster.

Enten er du nødt til at have den store Viaplay-pakke, Viaplay Premium, som i øjeblikket koster 499 kroner månedligt.

Eller du er nødt til at vælge en af de tv-distributører, som i øjeblikket er nået til enighed med Viaplay om at inkludere en ny tv-kanal i deres pakker.

Viaplay har således valgt at placere alle kampe fra DBU Pokalen samt flere kampe fra Champions League på mediegigantens seneste satsning, nyhedskanalen Viaplay Sport News.

Dermed er tv-kunder hos Norlys, Waoo og Altibox netop nu afskåret fra at se de afgørende kampe i den danske pokalturnering samt udvalgte Champions League.

Hos YouSee er Viaplay Sport News foreløbigt inkluderet som den såkaldte ekstrakanal frem til nytår.

Hvad der herefter sker med kanalen, må YouSee-kunderne vente på.

»Vi kommer med en udmelding senere på året,« lyder meldingen fra yusees presseafdeling  således over for B.T.

Hos Waoo ønsker man ikke at kommentere på situationen, men hos Norlys skal kunderne definitivt ikke forvente at få adgang til nyhedskanalen, som altså også har live fodbold. 

»Viaplay Sport News kommer ikke til at være en del af vores kanaludbud. Vi har ikke yderligere i forhold til baggrunden herfor,« oplyser Norlys over for B.T.

Claus Bülow Christensen, som er medieanalytiker og arrangør af Copenhagen Future tv Conference, kritiserer, at Viaplay har valgt at placere kampe på en tv-kanal, som mange danskere ikke har adgang til, eller i den helt store streamingpakke i eget hus.

»Premium afspejler lidt den griskhed. Det er en relativt oversmart handlemåde, at man kan lave sådan nogle små tricks,« siger Claus Bülow Christensen til B.T. om Viaplays beslutning om kun at gøre de pågældende kampe tilgængelige for de kunder, der betaler for den helt store pakke.

Han vurderer, at Viaplay har haft problemer med at fastholde interessen for en regulær nyhedskanal og derfor har gjort kanalen mere attraktiv med et udvalg af livesport.

Claus Bülow Christensen kalder forhandlinger mellem Viaplay og de enkelte distributører for en 'klassisk armlægning'.

»Det har altid været en kamp om at få distributørerne til at tage en kanal ind i deres pakker,« slår Claus Bulow Christensen fast.

Han forventer, at tv-seerne hos YouSee kommer til at få permanent adgang til Viaplay Sport News i den kommende tid, fordi YouSee har stordriftsfordele, der kan udløse en bedre pris end konkurrenterne.

»Men kunderne kommer også til at betale for den i sidste ende,« konstaterer Claus Bülow Christensen.

Hos Viaplay Commercial Denmark afviser Sine Smith-Jensen, senior vice president, medieanalytikerens kritik:

»Viaplay Premium koster det samme som vores sportspakke tidligere gjorde, og med den kan man se alt det bedste, vi har at byde på.  Prisen på vores største pakke er ikke hævet, og alle de kunder, der havde vores største pakke, blev automatisk overført uden nogen prisstigning.«

»Vi har valgt at tro på, at Viaplay Sport News kan være med til at fastholde flere kunder hos os, fordi vi øger relevansen året rundt. Man kan allerede nu se Viaplay Sport News som Viaplay Premium-kunde samt hos YouSee og Allente, som er ganske bredt ude hos befolkningen. Vi kan ikke acceptere præmissen om, at det skulle være »griskhed«, »oversmart« eller »små tricks«, at vi eller vores distributionspartnere tager betaling for de produkter, vi tilbyder,« tilføjer Sine Smith-Jensen.

Samtidig oplyser hun til B.T., at Viaplay fortsat er i dialog med flere distributører om at kunne vise sportskanalen. Disse forhandlinger ønsker hun dog foreløbig ikke at gå nærmere i dybden med.

Tv-kunderne hos de øvrige distributører skal ikke forvente hjælp fra de danske klubber, som har solgt rettighederne til DBU Pokalen til Viaplay.

»Vi blander os ikke i, hvordan vores mediepartner vælger at drive deres forretning,« siger Claus Thomsen, som er direktør for Divisionsforeningen, der repræsenterer de danske fodboldklubber, til B.T.

Hvordan er det nu lige, man får styr på forskudsopgørelsen, så man undgår ubehagelige overraskelser, når ens endelige skatteregnskab bliver gjort op?

Det guider skattechef hos Skatteguiden Cecilie Frandsen til i det seneste afsnit af Spar kassen.

Lyt med på Spotify, Apple Podcast eller herunder:

Spar kassen

Hvordan er det nu lige, man får styr på forskudsopgørelsen, så man undgår ubehagelige overraskelser, når ens endelige skatteregnskab bliver gjort op? Det guider skattechef hos Skatteguiden Cecilie Frandsen til i dette afsnit af Spar kassen. Vært: Laura Bitte Rossau Gæst: Cecilie Frandsen, skattechef hos Skatteguiden Producer: Kasper Riising Programansvarlig: Niels Philip Kjeldsen, journalistisk chef på B.T.