Nu hvor jeg har lavet regnestykket, skal jeg ud i haven og over i parken og samle stort ind.

For man skulle da være et skarn, hvis man ikke tog imod gratis gaver. Se her, hvor voldsomt æble- og sensommersæsonen kan spare dig.

Hjemme hos os vælter vi lige nu rundt i æbler fra det ene af vores tre æbletræer. Det er det træ, der giver tidligst frugt.

For eftersom mine børn er lige så vild med æblesmør, som med den dyre bærløse jordbærmarmelade, har jeg regnet lidt på, hvad man kan spare ved at tage for sig af naturens gavebord.

Og hvis du ikke har æbler i haven som mig, kan det være, du kender nogen, som deler ud af deres. Desuden er der også ofte mange opslag på Facebook i lokale grupper.

Jeg har planlagt at lave en stor portion i år, så der bliver til i hvert fald fire glas med 300 gram i hver.

Foto: Bax Lindhardt.

Det er bare med at lade sig inspirere af en af de gode opskrifter på nettet. Jeg har fundet en fra en kendt blogger og tilpasset den efter mit behov.

Jeg er personligt ikke vild med en meget krydret æblesmør, så min udgave skal bare laves med sukker, rørsukker og vaniljesukker foruden selvfølgelig æbler og vand.

Det sparer man forresten også godt på.

Til sammenligning koster den billigste jordbærmarmelade, jeg kan finde lige nu, 23,95 kroner for 400 gram.

Det vil sige, de tilsammen står i 71,85 kroner for tre tuber. De fire glas æblesmør, som ligeledes giver 1,2 liter marmelade, koster mig til sammenligning kun 7,04 kroner.

Det er altså mindre end en tiendedel, og så smager det fantastisk. Hvis man vil score fuld plade på husmor- eller husfar-fronten, så kan man jo hive ungerne med i køkkenet.

Når først æblerne er skåret i tern, skal æblesmøret bare stå og boble nogle timer med omrøring, sies og så i nogle skoldede, gamle syltetøjsglas.

Nem hjemmelavet besparelse. Denne sæson byder på mange muligheder.

Et andet trick, hvis du - kære læser - ikke orker det store i dag, er at skære æbler i tern og fryse dem ned.

Så er der til verdens nemmeste kage. En æblecrumble. Til seks mennesker koster den kun 15,50 kroner.

Jeg ville regne med en bøtte creme fraiche til. Den koster cirka samme pris, men det er heller ikke mange bagerkager, der koster 30 kroner nu om stunder.

Igen er min opskrift dog generelt lidt billigere, fordi jeg foretrækker en med få krydderier. Nogle gange kun vaniljesukker og kanel.

I crumblen kan du også blande sankede - altså indsamlede - brombær og hindbær i. De kan også fryses ned og tages op ved lejlighed.

Og det er lige nu, det hele skydes i gang. I morges var jeg en tur i parken, hvor jeg spottede næsten modne hyldebær og valnødder, og krat fyldt med sorte brombær.

Svampeentusiasterne er vist også så småt begyndt at melde om gevinst i skoven.

Så det er kun fantasien, der sætter grænser.

Det er ikke altid, jeg har tålmodigheden, men når jeg har, så er det ret hyggeligt at have hjemmelavede kager og marmelade, der dækker vores behov næsten helt til jul.

Og så er det min store ambition at få mine unger vænnet af de skinnende blanke Pink Lady-æbler og over på de smagfulde, gratis haveæbler.

Ellers må vi bare håbe momsnedsættelse giver lidt bedre priser. Det lover toppen i dansk dagligvarehandel i hvert fald.

God sankesøndag til dig.