Inden Trump-indsættelse: Bitcoin rammer ny rekordværdi


Donald Trump slog særdeles kryptovenlige toner an i løbet af sin valgkamp. Nu har hans kommende indsættelse gjort, at Bitcoin er skudt i vejret.
Det har gjort, at kryptovalutaen havde en værdi på over 109.000 dollar per coin mandag morgen.
I danske kroner svarer det til næsten 790.000 kroner per coin.
Donald Trump har lovet at gøre USA til 'planetens kryptohovedstad.'
Det har medført, at flere kryptovalutaer er steget voldsomt i værdi.
Senest er det Donald Trumps egen hustru, Melania Trump, der er gået ind i kryptohypen ved at lave sin egen såkaldte memecoin kaldet $Melania.
Lørdag præsenterede Donald Trump også sin helt egen kryptovaluta, som hedder $Trump. Begge kryptovalutaer er steget i pris, men har foreløbig været meget kursfølsomme.
Kryptovaluta kan beskrives som en slags digitale penge, som udelukkende eksisterer i digital form. Valutaen er altså ikke fysisk som mønter eller sedler og kan kun tilgås fra ens computer, telefon eller anden digital enhed.
En memecoin er opstået som en kryptovaluta, der er baseret på et populært online meme. Det er kryptovaluta, der som oftest er meget ustabil og er værdien af de coins er meget baseret på den hype, som opstår på internettet omkring den enkelte memecoin.
Mandag indsættes Donald Trump som præsident. Det ventes at ske klokken 18.00 dansk tid.
Du kan følge det på bt.dk hele dagen og aftenen ved at følge B.T.s liveblog lige HER.